De er jo ikke bundet på hænder og fødder ved at have en flexjobber ansat

”De er jo ikke bundet på hænder og fødder ved at have en flexjobber ansat”

Det er ikke altid lige nemt at være i flexjob. Mange er udenfor arbejdsmarkedet længe, inden de finder et sted, hvor de kan holde ud af arbejde og føler sig hjemme. Helle Clausen er flexjobber og har fået et arbejde, hvor hun aflaster personalet, så de ikke er bundet men har hænderne frie.

Af Katrine Foldager Stokbro

Hos Frisør Flash i det ikke længere kun frisører, du møder, når du går ind til en klipning eller en kop kaffe. Helle Clausen er nemlig i kommet i arbejde i frisørsalonen hos Birgitte Uggerhøj, hvor hun arbejder seks timer om ugen. Hun er 48 år og flexjobber.

”Nu har jeg været derude i to år og er rigtig glad for det,” fortæller hun.

Helle plejede at arbejde på et plejehjem som social og sundhedshjælper, men hun blev for ni år siden ramt af sygdom. Hendes job var blevet for pressende, og en dag sagde både krop og psyke stop.

”Det var så ødelæggende for mig, at jeg lige pludselig en dag satte mig i et hjørne og tudede. Jeg kunne ikke mere. Min leder kørte mig til lægen, og så fandt de ud af alt det, jeg fejlede,” siger hun.

Ud over at være blevet ramt af depression, vidste det sig, at hun led af bl.a. diabetes 2 og psoriasisgigt.

”Jeg kan huske, at jeg troede, det her var enden på livet. Jeg ville ikke udenfor en dør, og jeg gik og gemte mig bag min mands ryg. Jeg magtede ikke noget, så det var en sej periode at komme igennem,” forklarer hun.

I dag er Helle dog tilbage på arbejdsmarkedet. Kampen var lang og hårdt, og der gik da også otte år, før en praktikplads blev til et flexjob. Helles praktik i salonen blev forlænget to gange, inden hun blev ansat, og i dag har hun virkelig fundet sin plads blandt Birgitte og de andre i teamet.

”Som Birgitte siger, når hun taler i telefon: ’Jamen lige to sekunder, så får du min assistent!’ og jeg tænker, ’nå er det mig?’” fortæller Helle med et smil så stort, at det kan skimtes i den anden ende af telefonen.

”Efter jeg er begyndt at være i salonen, kan de ikke selv finde ud af at holde styr på tingene, så det må jeg jo gøre. Jeg kan også godt finde på at skælde dem ud, hvis de roder,” griner hun.

Nogle gange må man kravle hjem

I salonen er Helle blevet en del af driften, og hun ønsker at bidrage så meget som muligt. Det er dog ikke altid, at kroppen følger med kampgejsten.

”Bare efter to timer kan jeg mærke det. Hele min krop gør simpelthen ondt. Men det, at jeg er der, er bare det hele værd,” fortæller hun.

Det er tydeligt at spore i frisørassistentens stemme, at hun ikke ville være det foruden.

”Da jeg gik derhjemme, havde jeg bare ondt alle vegne. Man skal ud og i gang for at finde ud af, hvor meget man kan,” bemærker hun.

At gå hjemme uden arbejde er hårdt for både legeme og sind. Man begynder at føle sig nytteløs, gå i stå og få dårlig selvtillid, forklarer Helle.

”Man tror ikke på, man kan bruges til noget. Det troede jeg faktisk heller ikke,” siger hun og smager på ordene.

Derfor gør det en kæmpe forskel, at hun nu er et sted, hvor hun kan mærke, hun er blevet nødvendig.

”I salonen er jeg med i det hele, så jeg føler virkelig, jeg er til gavn. Og det kan jeg ikke undvære. Om jeg skal kravle hjem, så er det bedre end bare at gå herhjemme,” fortæller hun.

Krigen med kommunen

Medicin var det første Helle blev tilbudt ovenpå sit nedbrud. Efterfølgende var tilbuddene knappe. Da Helle flyttede til Københavns Kommune, var det et kæmpe arbejde at få fat i rådgivere på kommunen. Det tog hende halvanden måned at komme i kontakt med en sagsbehandler.

”Der tænkte jeg, jeg magter ikke mere. Det er ikke sjovt, hvis man har det svært i forvejen. Så tænker jeg på dem, der har det værre end mig. De kan jo ryge helt ned. Der er ikke noget at sige til, de aldrig bliver raske. Det er frygteligt,” siger hun med beklemmelse i stemmen over mindet om krigen med kommunen.

Udover at have problemer med at komme i kontakt med en sagsbehandler, har Helle også mødt problemer med de jobs, sagsbehandlerne tilskynder hende at søge. Ofte placerer de flexjobberen i arbejde, som de ikke er egnet til.

”Jobcenteret har det sådan, at det er lige meget, om du er flexjobber eller ledig, du skal søge det samme. Men det kan man jo ikke. Der er en grund til, man er blevet tilkendt flex,” fortæller hun.

Desuden er der ikke særlig mange, der forstår, hvad det vil sige at ansætte en person i flexjob. Her synes Helle, at kommunerne og sagsbehandlerne burde være bedre til at forklare, hvad det egentlig går ud på.

Hun fortæller, at arbejdsgiverne udelukkende betaler for de timer, flexjobberen er på arbejde, og at en sygedag betales af kommunen og ikke af arbejdsgiveren.

”De er jo ikke bundet på hænder og fødder ved at have en flexjobber ansat. Man betaler kun for de timer flexeren er der,” forklarer Helle.

Som arbejdsgiver skal man dog være forberedt på, at man skal høre efter, hvad personen er i stand til. På den måde undgår man overraskelser.

”Det handler om at lytte til personen, når de er ude til samtale. Så kan man jo høre, om det er én, man kan bruge,” siger hun.

Helle mener da også, at andre virksomheder ville kunne have gavn af en som hende.

”Ja, flere burde være mere åbne og turde prøve at have en flexer ansat. Bare på de der seks-ti timer om ugen. Det kan de snildt bruge,” fastslår hun.

Hvis flere var positivt stemt overfor idéen om at have en flexjobber ansat, ville flere mennesker lykkes i deres flexjob, mener Helle.

Hun har nogle råd til, hvordan man som arbejdsgiver bedst møder den i flexjob:

”Ved at vise en positiv indstilling og sige ’det her skal nok gå, og det bliver rigtig godt at få dig herned’. I stedet for de tænker ’hmm.. jeg ved ikke rigtig’, for så bliver man endnu mere usikker, og så går det aldrig,” forklarer hun.

Fornyet selvværd

Helle kan mærke, at siden hun er begyndt at arbejde i salonen, har hun fået forøget selvtillid. Hun fortæller, hvordan hun aldrig troede, hun ville komme på arbejdsmarkedet igen, men sådan skulle det ikke blive.

Siden har hun fået så meget energi og glæde, at hun har fået mod på stoppe på sin antidepressive medicin.

”Jeg fik den der normale livsglæde og normale sorg tilbage, da jeg stoppede. Når man er på depressionsmiddel, er der ikke noget, der går op og ned. Så da jeg havde det godt med det psykiske, ville jeg gerne gøre noget ekstra. Derfor stoppede jeg,” siger hun.

Og det er ikke kun hos hende selv, at Helle kan mærke, hun har overskud til noget ekstra. Når hun kommer hjem har hun mere overskud til at tale med familien, og på arbejdet vælger hun at tage en ekstra tørn.

”Jeg prøver at give lidt mere, selvom det gør ondt. Så kæmper jeg mere med at holde smerterne ud. Og jeg har ikke haft en eneste sygedag. Ikke én!” fortæller Helle uden at kunne skjule sin stolthed.

Hun er da også lige blevet kåret som årets medarbejder, hvor hun fik en kurv fyldt med godter.

”De er virkelig gode til at få én til at føle, at man er en del af teamet, og så begynder man at vokse og tage mere ansvar. Så det har været rigtigt positivt, og det slipper jeg ikke frivilligt - det arbejde,” griner hun.

Virksomheder kan være med til at gøre en forskel

Der findes mange borgere som Helle, der længe er udenfor arbejdsmarkedet, fordi arbejde til flexjobbere er svære at finde. Der er simpelt hen for få. Her gør Life Changes en indsats. Vi ønsker, at virksomheder tager et socialt ansvar og bl.a. tilbyder mere arbejde til folk i flexjob.

Life Changes tilbyder sociale mentorforløb, hvor vi arbejder på at få borgeren i uddannelse eller i ansættelse. Her byder vi bl.a. på afklarende samtaler, redskaber til hverdagsmestring og daglig telefonisk kontakt. Besværlige livsomstændigheder og fysiske eller psykiske besværligheder kan skabe udfordringer for mange borgere. Med tilbud fra Life Changes, kan vi gøre en forskel.