En mentor er ikke, hvad en mentor har været

Når noget ikke er hvad det har været, så kan det normavis have en negativ klang. Altså at noget er blevet værre. Men tværtimod så forholder det sig anderledes inden for dette område. 

I 2004 indførte politikere mentorordninger i lovgivningen som en indsats til alle borgere. Nogle initiativer var for at sikre, at unge fik en ungdomsuddannelse, og at mindske frafaldet på ungdomsuddannelserne. Andre var rettet mod arbejdsmarkedet og virksomhederne – herunder ledige og borgere der allerede var i arbejde. Især sociale mentorordninger blev etableret med tiden for borgere med sociale og psykiske problemer, der havde svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. 

Ideen om at indføre mentorordninger i beskæftigelsesindsatsen var baseret på et tyndt videnskabeligt grundlag, idet de fleste mentorordninger på daværende tidspunkt arbejdede med enten skoleelever eller virksomhedsordninger, hvor mentorer kunne hjælpe mentees med karrieren. Her var der altså ikke tale om socialfaglige personer med indblik i psykologiske og sociologiske problematikker men snarere rollemodeller, der kunne vejlede. 

De socialt udsatte i forreste række

I 2014 ændrede daværende Folketing lovgivning, så mentorer med refusion fra staten ikke længere skulle tilbydes almindelige borgere, men fokus skulle nu især være på socialt udsatte borgere og tilbydes som et særskilt indsatstilbud. Ordningen havde fungeret godt i forhold til de socialt udfordrede borgere langt væk fra arbejdsmarkedet, og flere kommuner havde gennem årene forfinet og udviklet deres indsatser. Hvad enten det var interne mentorkorps eller eksterne mentorvirksomheder, der stod for opgaven. I samme anledning udsendte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering en mentorhåndbog, hvori kommuner især kunne finde inspiration til at oprette egne mentorkorps med et klart formål, at mentorstøtten efter beskæftigelseslovgivningen altid skulle have et arbejdsmarkedsrettet sigte.

I håndbogen bliver der gennemgået alt fra lovgivning til cases, om hvordan mentorgerningen bør være. En mentors rolle er mangfoldig i håndbogen, og styrelsen nævner de disse fire mentorroller: 

1. Personlig vejleder og støtte

• Økonomi

• Boligforhold

• Struktur pa? hverdagen

• Transport

2. Motiverende coach

• Motivation, ejerskab og ansvar

• Udvikling med fokus pa? mindre delma?l

• Evne til at fa? øje pa? og bruge egne ressourcer

• Se løsninger pa? udfordringer og handle i

forhold til dem

3. Systemguide

• Forsta?else for forløb, systemets afgørelser og love, rettigheder og pligter

• Muligheder for at fa? og drage nytte af hjælp fra systemet

• Guide og ”oversætter” af borgers behov til andre professionelle aktører

4. Brobygger til uddannelse eller job

• God overgang til uddannelse, job eller virksomhedspraktik

• Formidling af borgers behov og ska?nehensyn

• Ha?ndtering af udfordringer i en opstartsfase

Det er ikke få opgaver, der pålægges mentorer allerede i 2014, men det paradoksale er dog, at til trods for anbefalinger om at ansætte mentorer med viden inden for forskelige områder, så stilles der ikke krav til eller fokus på en mentors faglige kompetencer. Det der går igen af kompetencer i håndbogen er ting som; menneskelige kvaliteter, herunder empati, humor og tålmodighed.

Og om faglige evner nævnes ha?ndtering af en stor mængde generel viden om, hvordan systemet fungerer, og at mentorerne typisk ikke har al den viden, de har brug for, men må finde løsninger hen ad vejen. I princippet kan alle blive mentorer, så længe de har en form for erfaring med relationsarbejde.

Et udvidet kinderæg

7 år er nu gået, og der er ikke kommet flere versioner af denne håndbog fra Styrelsen. Selve lovgivningen og vejledning om loven er blevet ændret igen i 2019, som kræver, at flere detaljer burde opdateres i håndbogen, men intet er sket. Hvorvidt coronaen får skylden her er uvist. 

Men det er dog ikke det, som er problemet her. Problemet er, at selve mentorgerningen også har ændret karakter gennem tiden, og selvom det blev anbefalet at ansætte mentorer med faglig viden i forhold til socialt udsatte, fordi problemerne kunne være mangfoldige, så har det udviklet sig en grundpræmis i dag. Det betyder at hele håndbogen og præmisserne burde få et grundigt eftersyn, idet mange paradokser opstår mellem praksis og anbefaling.

En hurtig gennemgang på en jobportal viser, at de fleste kommuner søger mentorer enten med baggrund i pædagogik, psykologi eller lignende. Ved første øjekast er det jo dejligt, at mentorer har andre professionelle kompetencer, men noget tyder på, at kommunerne har fundet en fidus i at fusionere professionerne. Fidusen er, at der kan spares på indsatser, så længe man kan få mentoren til at varetage opgaver, der normalt vil ligge i andre behandlingsregi. Eksempelvis havde vores virksomhed en borger, der skulle have støtte til at komme ud af et misbrug, psykiske problemer, kriminel løbebane og fastholde sin uddannelsesaktivitet. Det er nærmest 4 professioner i et: en misbrugskonsulent, en psykolog, en koordinater fra Kriminalforsorgen og en mentor – et udvidet kinderæg!

Det er selvfølgelig glædeligt for en borger, at de ikke skal kastes rundt i systemet og møde 4 forskelige overlappende tilbud, men det er også bekymrende, hvis denne form bruges som en sparemetode. Og hvis mentoren ikke lykkes med alle de opgaver, så står de med aben i hånden. Denne tendens stiller samtidig et større krav til især private mentorvirksomheder, hvor de er nødt til at opkvalificere deres mentorkorps, hvis de skal have en chance for at kunne byde ind som eksterne leverandører. En opgave der er svært nok i forvejen. Det stiller virksomhederne i en vanskelig situation, da rekruttering af professionelle i offentlige beskæftigelser bliver sværere for private, end det er for en kommune, der bare kan ansætte dem fuldtid internt i det offentlige. Det er jo nærmest bare omrokering af ressourcer indenfor systemet. 

Mentorgerningen er blevet meget professionaliseret og specialiseret gennem årene, og det bør alle kommuner og virksomheder have blik for og viden omkring, som det ikke altid tyder på. Vi er simpelthen nødt til at bevæge os væk fra forestillingen om, at en mentor stadig er en samtalepartner og rollemodel. Og en generel debat om emnet savnes i stor grad, for en mentor er ikke, hvad en mentor har været.