Giv folk deres værdighed tilbage

Af Katrine Foldager Stokbro

I Danmark er vi gode til at passe på hinanden. Vi kan få kontanthjælp og bistand, så ingen behøver at lave kriminalitet. Vi er heller ikke bundet af vores forældres sociale status. Danskerne har alle chancer for at klare sig godt. Og dog.

Erbil Kaya, der er forsvarsadvokat hos Erbil G.E. Kaya i København, fortæller, at han ser ét stort problem ved Danmark:

”Når vi bryster os af, at alle har lige muligheder, og alle kan få en uddannelse, og der alligevel er mennesker, vi taber på gulvet. Så er det jo tydeligt, at der er nogle, som vi alligevel ikke gør det godt nok overfor,” siger han.

Som advokat beskæftiger Erbil sig med strafferet i alle afskygninger. Det er for eksempel økonomiskkriminalitet, røveri, tyveri, narkosager, bedragerisager, drabsforsøg og drab. Han har også arbejdet meget med unge i sine syv år inden for strafferet.

”Det her er ikke bare et arbejde for mig, det er også et spørgsmål om at hjælpe dem, jeg kan,” fortæller han.

Han er desuden kendt fra TV2-programmet ”Født til fængslet”, som blev vist i januar 2017. Her følger man tre unge kriminelle, der alle bruger Erbil som deres forsvarsadvokat.

Der findes ingen kriminelle

Selvom Erbil Kaya næsten udelukkende har en professionel relation til dem, han forsvarer, forsøger han at give dem et skub den rette vej.

”Jeg siger til dem: Det den her uddannelse ville være rigtig god for dig, du er ret begavet, og du har evnerne. På den måde prøver jeg at motivere dem og være god overfor dem,” siger han.

På trods af at de mennesker, Erbil forsvarer, har gjort noget, der er skadeligt for samfundet, mener han, at de har brug for varme og kærlighed og ikke fordømmelse. De er typisk endt, hvor de er, fordi de er født ind i et miljø, hvor de skal være barske og hårde. Det er derfor vigtigt, at man viser dem en anden måde at være på, forklarer han.

”Hver gang de møder skulderklap, varme og kærlighed, er det med til at tø deres hjerter op. De er gået hen og blevet hjerteløse, kolde og ligeglade, men de er jo ikke født på den måde. Så vi skal hjælpe dem i den anden retning,” siger Erbil.

Derfor findes heller ingen kriminelle i Erbils optik.

”Du kan være far, mor, advokat eller læge, fordi det er tilstande, som ikke er midlertidige, og som du gerne skulle være resten af livet. Kriminalitet er derimod midlertidigt. Det er enkeltstående episoder,” forklarer han.

”Enten bliver du minister i Danmark, eller også bliver du bandeleder”

I TV2-programmet ”Født til fængslet” oplever vi Erbil Kayas arbejde som forsvarsadvokat helt tæt på. Både Erbil og hans klienter interviewes og følges, og det er tydeligt, at han har arbejdet med adskillige af dem i flere år og derfor har en tæt relation til dem.

I programmet møder vi Kasper på 25 år og Mickey på 20. Erbil ser dem som eksempler på mennesker, han forsøger at motivere til at vælge et bedre liv. Han fortæller, at Kasper lige nu er ved at skrive en bog om sit liv.

”Den dag han fortalte mig, at han havde fået tilbud om at skrive en bog, sagde jeg: Det er en rigtig god idé. Du er jo dygtig. Da var det helt tydeligt at mærke, at han blev rigtig glad for at høre, at der er én, der tror på ham. Han har jo ikke hørt det før!” fortæller Erbil.

Også Mickey kan nå langt, mener han.

Erbil fortæller, at Mickey til tider kan være aggressiv. Det er han dog ikke overfor ham, fordi han har fået vist Mickey, at han respekterer ham og ønsker at hjælpe ham. Mickey er desuden en af Erbils mest begavede klienter.

”Jeg har sagt til ham: Enten bliver du minister i Danmark, eller også bliver du bandeleder. Jeg håber, du vælger den rigtige vej,” siger han.

Lavt selvværd er årsagen til kriminalitet

Erbil Kaya mener, at det at begå kriminalitet er udtryk for lavt selvværd. Han mener, at et hvert andet menneske ville leve et helt almindeligt liv uden kriminalitet, fordi vi har et solidarisk system og sikkerhedsnet i Danmark. Kriminelle handlinger udspringer af et behov for anerkendelse, fortæller han.

”De her mennesker har jo lidt nederlag på nederlag. I skolen er man ikke god, derhjemme er man heller ikke god. Man er bare et udskud. Men i kriminaliteten får man noget anerkendelse. Og man får jo også nogle penge ud af det,” forklarer han.

Han mener, at kriminelle handlinger udspringer af behovet for at skabe en identitet.

”Vi kan jo ikke alle sammen blive advokater, hvor man får identitet og velvære på den positive måde. De her mennesker ønsker jo også anerkendelse. Og pludselig bliver meningen med livet det, som de foretager sig,” fortæller han.

I afsnit to af programserien ”Født til fængslet” fortæller Mickey, at fængslet er der, hvor han er vokset op. Han blev smidt ind første gang, da han var 14 år.

”Hvor har jeg lært at vaske tøj? Det har jeg i fængslet. Hvor har jeg lært at lave mad? Det har jeg i fængslet,” siger han i programmet.

Erbil har mange klienter som Mickey, der ikke har lært at indgå i samfundsmæssige relationer. Mange af dem har simpelthen ikke lært at være et socialt menneske.

”Det kan godt være, at du er menneske i fysisk form, men hvis du ikke er det i dine handlinger, i din væremåde, i din tankegang, så er det svært at socialisere,” fortæller han.

Han fortsætter: ”Hvis de her mennesker ikke engang ved, hvordan man skal være foran andre, hvordan man skal sidde på en stol, og hvordan de skal gebærde sig i en samfundsmæssig sammenhæng, så kan man jo ikke kalde dem for socialiseret.”

Man kan ikke resocialisere, før man har socialiseret

Erbil Kaya mener, der er flere grunde til, at mennesker bliver presset ud i kriminalitet. Der er blevet skåret på kontanthjælpen, og flygtninge, der kommer til Danmark, får også strengere og strengere vilkår. Han beskriver, hvordan kriminaliteten er steget, skoler bliver forringet, og folk bliver placeret i ghettoer. Og nu er bandekrigen også eskaleret.

”Når man skærer på kontanthjælpen, og man ikke hjælper folk, så bliver livet sværere. Så bliver det sværere at hjælpe sine børn, og så ender de på gaden. Det hele hænger sammen. Bandekrigen er jo ikke bare opstået ud af den blå luft,” forklarer han.

Han mener i stedet, man burde give folk deres værdighed tilbage. Det kunne man gøre ved at sætte kontanthjælpen op og skrue ned for betingelserne.

Og når flygtninge kommer til landet, burde de gennemgå en obligatorisk screening. Her kunne man identificere dem, der har brug for psykologhjælp, hvis de for eksempel har været udsat for tortur.

”Mange flygtninge er så traumatiserede, at de ikke er til gavn for sig selv. Hvordan skal de så være til gavn for deres børn. Og det er derfor kriminaliteten er højre blandt folk med en anden etnisk baggrund,” fortæller Erbil.

Derfor synes han også, man burde afskaffe nul-tolerancen overfor kriminalitet. Han mener ikke, at straf virker efter hensigten, men at man i stedet bør give den kriminelle alle de chancer, personen har brug for. På den måde undgår man, at folk får et had til samfundet.

Man bør i stedet motivere dem, mener han.

”Man kunne sige, at hvis du kommer i arbejde, så sletter vi det her fra din straffeattest. Eller hvis du holder dig væk fra kriminalitet de næste fem år, så sletter vi din gæld og sagsomkostninger. Så giver vi folk en ekstra chance,” forklarer han.

Der skal ske en forandring

Erbil Kaya påpeger, at han alene ikke kan ændre meget, selvom han forsøger. I stedet bør vi alle hjælpe med at skabe forandringer, sådan at de kriminelle kan få et skub i den rigtige retning – sådan at de kan lære at begå sig i samfundet.

”De har ikke lært samfundets grundlæggende og helt basale spilleregler. Skal der ske en forandring, kræver det socialisering og ikke resocialisering,” forklarer han.

Ligesom Erbil Kaya tror Life Changes på, at mange af de borgere, der ender i kriminalitet, har behov for socialisering. For at opnå varig selvforsørgelse skal man kunne indgå succesfuldt i udannelses-, arbejds- og markedsmæssige sammenhænge, og det kan man kun, hvis man som menneske har de helt basale kompetencer, der gør det muligt at skabe relationer til andre mennesker.

Derfor tilbyder Life Changes mentorforløb, hvor unge borgere bliver hjulpet med at opnå eller fastholde aktiviteter, tilbud eller uddannelse. Life Changes tilbyder motiverende, støttende og afklarende samtaler. På denne måde giver Life Changes en hjælpende hånd til de, der ønsker at komme ud af kriminaliteten og tilbage til dagligdagen.

Tal fra Danmarks Statistik peger på samme tendens, som Erbil Kaya fortæller om, altså at kriminelle, der kommer i fængsel, fortsætter med at begå kriminalitet, når det bliver løsladt. Tallene herunder viser, at ud af de personer, der har siddet i fængsel, begår 50 pct. nye lovovertrædelser fire gange eller flere.

 

 


Main image