Henrik Dupont Jørgensen

Henrik Dupont Jørgensen

Hvem er du?

Jeg er født i 1965 og er gift. Jeg har været forsvarer siden 1994, fik møderet for Højesteret i en alder af 34 år og har i de sidste 20 år udelukkende beskæftiget mig med straffesager.

Til daglig er jeg særligt specialiseret i økonomiske og store og tunge straffesager samt sager for Højesteret. Derudover er jeg medlem af Foreningen Højesteretsskranken og underviser og holder foredrag om strafferet.

Jeg har meget personligt engagement og tilstedeværelse i det job, jeg har. Jeg ser ikke blot mine klienter som endnu et nummer i rækken.

Mit udgangspunkt for en sag er, at bare fordi du gjorde det, er det ikke ensbetydende, at du er skyldig.

Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør?

Et af mine udgangspunkter er, at man skal værne om klienten og mennesket. Selvom jeg lever af at en person bliver beskyldt for kriminalitet, glæder det mig endnu mere, hver gang Life Changes får revet et menneske ud af kriminalitetens sorte spiral.

Hvad er det ved dette projekt, der gør, at du har valgt at blive ambassadør for Life Changes?

Jeg har valgt at blive ambassadør for Life Changes, fordi der er en unik kombination af omsorg og målrettethed, der gør at der reelt sker forandringer. Dette er i modsætning til andre oplevelser, jeg har haft, hvor min oplevelse var, at det gik mere op i at tjene penge.

Hvad ser du som den største udfordring i vort samfund med borgere, der er ekskluderet?

Jeg synes i større omfang, at man skal møde mennesket, hvor det er i stedet for at putte folk ned i en fastdefineret boks. Jeg tror ikke et sekund på, at det vil formindske kriminalitet at udvise nultolerance.