Johanne Holte Bækgaard

Johanne Holte Bækgaard

Hvem er du?

Jeg hedder Johanne. Ud af de 46 år år, jeg har været her, har jeg boet 25 af dem på Nørrebro, alle 25 sammen med min mand, og de sidste 17, hhv. 19 år også sammen med vores to fælles døtre. Vi kan godt tillade os at kalde os lokale.

Jeg har arbejdet med kultur, medier, mad, måltider og mennesker i alle aldre og i alle segmenter. Jeg er egentlig uddannet cand. Mag. i retorik, siden lærer og inklusionsvejleder. Jeg er også en lille bitte smule journalist. Jeg har arbejdet med alt muligt forskelligt og været fascineret af meget af det, jeg har kastet mig over.

Jeg har arbejdet som skribent og retoriker, jeg har arbejdet med PR og brandingprojekter, jeg har arbejdet som voksenunderviser, privatskolelærer, folkeskolelærer og AKT-vejleder. Jeg har arbejdet med mad og madkultur undervist i det. Det sidste især – eller faktisk det hele - har grebet mig alt sammen. Få ting har dog taget røven så meget på mig som mødet og arbejdet med unge. Jeg synes desværre selv, jeg har lært ret sent at være nysgerrig, lyttende og lydhør nok til at få en vigtig udveksling med unge (mine egne unge derhjemme, har måttet udholde min halvsløje pædagogik i årevis).

Åh, at være en god pædagog! Var der flere af dem, ville Verden og arbejdspladserne og legepladserne og de små hjem i alle egne være et bedre sted at være ung og menneske i det hele taget. Jeg har villet være det, altså god, og jeg har ’gået til det’, og jeg har øvet mig ret meget. Og jeg er faktisk blevet bedre. Praktisk erfaring og viden om specialpædagogik har selvfølgelig hjulpet. Og alle de gange, hvor man har opført sig idiotisk eller rejst sig som en stor, sort og sur voksenmur overfor en ung, har faktisk også hjulpet, for man har lært, at det overhovedet ikke fører nogle vegne at opføre sig på den måde. Og man har fortrudt og vidst, at vejen tilbage til at få hul igennem var ekstra lang, meget længere en før, og man har bandet lidt, for det har faktisk ikke kunnet betale sig at buldre frem på den måde, som DEN slags voksen.

Det kommer bag på mig om og om igen, hvor meget det betyder at få hul igennem i mødet eller samtalen med en ung, at få lov at dele og udveksle, at nogle gange lykkes med at hjælpe nogen, der har brug for det. At betyde noget for nogen. At have kendt og set og hørt og mødt hinanden. At arbejde med mennesker er vildt spændende, og man lærer enormt meget af at møde al den anderledeshed fra en selv, at lytte til den og prøve at have på sinde, hvad den anden har på sinde, som det hedder i den specialpædagogiske terminologi.

Det er megahårdt arbejde og kræver sin mand eller kvinde at udvirke noget som helst afgørende, når det handler om udsatte unge. Det kræver mere end at være rørt over sin egen følsomhed og evne til koble til andre mennesker. Meget mere. Det sociale arbejde med at løfte en udsat kræver indsigt og faglighed og vedholdenhed og psykisk robusthed. Det kan være tungt, og der er meget modstand og også en hel del negative udfald og historier, trods alt arbejdet.

Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør?

Jeg bakker Lige Changes op som ambassadør fordi, det grundlæggende repræsenterer nødvendigt og meningsfuldt arbejde. Organisationen har på få år vokset sig stærk og er lykkedes med at gennemføre nogle bemærkelsværdige indsatser med positive resultater og mærkbar udvikling hos unge udsatte. Det giver megameget mening at bakke op om et projekt, der supplerer de kommunale instansers arbejde med at sikre, at der bliver gjort noget for unge udsattes trivsel og udvikling. Dem, der arbejder for organisationen, er seje. De tror på, at det de gør, nytter noget, og de insisterer på at blive ved. De arbejder på at forbedre samfundet og vilkårene for de udsatte, og det i sig selv beundringsværdigt.

Kan du relatere til udsatte borgere på kanten af samfundet? På hvilken måde?

Jeg kan nemt relatere til unge udsatte og borgere på kanten af samfundet. Jeg har arbejdet som lærer og vejleder i folkeskolen på indre Nørrebro og været en del af et ressourcecenter, der har drøftet og igangsat indsatser omkring mange tunge og komplekse problemstillinger, der vedrører børn og unge. Jeg har også haft forløb med børne- og ungesamtaler, der har givet mig et indblik i, hvad der rører sig ’inde under hættetrøjen’, også når det står allerværst til.

Jeg ved med sikkerhed, at alle unge har det til fælles, at de kæmper for at blive til noget og nogen og ikke mindst sig selv. For nogle unge er kampen ufattelig hård, og deres chancer for at opnå et liv i trivsel og selvforsørgelse er bare op-ad-bakke-og-i-modvind. De har det måske svært hjemme, de har det fagligt svært i skolen og måske også på andre arenaer, hvor de færdes. De mangler tryghed, retning og opbakning hjemmefra. De hænger ud med de forkerte, de risikerer at få slag efter skole, og de forsøger at dække over alt det svære, ofte ved at tie, lyve, fortrænge, eller overreagere. Med tiden havner de i en uoverstigelig, ond spiral, hvor håber svinder for dem dag for dag. Andre kæmper med fattigdom, handicaps, ensomhed og usynlighed. Også for dem gælder, at de ofte havner i en kompleks, negativ spiral af håbløshed og skam og en følelse af, at det hele er deres egen skyld. Der findes mange måder at være udsat på, men for alle udsatte unge gælder det, at kan være svært for dem at få øje på hjælp og svært at bede om hjælp. Vi skal finde dem, for at hjælpe dem. Vi skal få øje på deres udsathed, og så skal vi handle.

Jeg har talt med unge fra traumatiserede flygtningefamilier, hvor forældrene var analfabeter og havde vanskeligt ved at hjælpe børnene i Danmark, fordi de ikke kunne læse eller skrive, og fordi de samtidig var traumatiserede. Jeg har mødt unge, der var børn af omsorgssvigtere, misbrugere eller syge, enlige forældre.

Jeg har mødt unge, der var ud af en børneflok, hvor alle søskende havde været eller var i fængsel. Unge med stærk tilknytning til bande- eller rockermiljøer. Og unge, hvis forældre var så unge eller uformående, at de faktisk selv stadig var børn. Jeg har talt med unge, der manglede en eller begge forældre, som følge af skilsmisse, svigt, død eller krig og med unge, der måtte passe deres søskende og klare sig selv, som følge af en række fatale forhold i kombination. Unge, der lever med trusler og vold i dagligdagen og unge, der kæmper med en identitet, der clasher big time med familiens kultur. Og jeg tænker: Av hjerte, til det hele!

Der er brug for tilbud, der kan finde frem til og gribe de unge mennesker, der kæmper med udsathed, for at deres tilværelse ikke skal gå i stykker for dem. Der er brug for mennesker, der kærer sig om de unge udsatte og som vil arbejde med at opbygge og fastholde relationer til dem, så de ikke føler sig ladt i stikken. Der er brug for strukturer, der kan afhjælpe udsatheden i småt og stort – praktisk hjælp, psykologisk, økonomisk og andre slags hjælp til at genvinde håbet og kraften - hjælp til at vende skuden og vende ryggen til negativt ladede miljøer og negative selvfortællinger. Det har man brug for et motiveret korps til, en myretue af fagligheder og ildsjæle, der gider, og som synes det er vigtigt at løfte det ansvar, som jo dybest set er et fælles socialt ansvar.

Hvad ser du som den største udfordring i vort samfund med borgere, der er ekskluderet?

Der er mange store udfordringer i forbindelse med udsathed og forsøg på at komme den til livs. Det er svært at rangordne dem, de vejer alle til med en vis, eller snarere en uvis vægt.

Der består en udfordring i at få øje på de udsatte unge, at finde dem, for overhovedet at kunne hjælpe dem. Der er en udfordring i at få øje på problemerne tidligt nok til at kunne heale dem og forebygge de næste problemer, der uvægreligt vil opstå i kølvandet på de første. Dernæst er der en udfordring i at skabe vedvarende samfundsmæssig interesse og få samfundet til afsætte tilstrækkelige ressourcer til at afhjælpe komplekse problemer i forbindelse med udsathed ’on a long term’.

Det tager lang tid at vende negative mønstre, og det kræver en årelang og alkymistisk indsats fra alle relevante instanser; SSP, kommune, politikere, socialforsorg, psykologer, mentorer, lærere, forældre, for blot at nævne nogle. Trods tårnhøje ambitioner fra mange sider, er der så mange huller, så mange fælder, så meget stilstand og ignorance, så lidt balance, så få ressourcer, så syge strukturer, så stramme rammer, så lamme regler - og man kunne blive ved…at det enkelte unge menneske risikerer at gå til i udsathed, selv når man virkelig gerne vil gribe det.

Der består således en generel udfordring i at analysere, hvad der skal til, strukturere indsatsen, afsætte ressourcerne, afklare rollerne, samarbejde på en eksplicit, klog og vægte måde – i lang, lang tid, før man tør og bør slippe et ungt, udsat menneske og tro på, at har forbedret sine chancer for at leve videre, styrket og med den fornødne livsduelighed.