Josefine Christiansen

Josefine Christiansen

Hvem er du?

Mit navn er Josefine Cecilie Christiansen og jeg er 21 år. Jeg studerer til daglig til socialrådgiver og har et hjerte som banker for de personer i samfundet, som er ekstra udsatte og som behøver en hånd til at komme på rette spor. Alle er født lige, men ikke alle vokser op med de samme muligheder og derfor er der nogen som skal lidt ekstra hjælp.

Jeg selv er skilsmissebarn og trods en dejlig barndom kan jeg ikke komme udenom, at mine forældres brud har sat sine spor. Jeg har skiftet skole 7 gange og boet mange forskellige steder i landet. Jeg har i en tidlig alder oplevet, hvordan det er at møde et system, som slet ikke fungere og siden den dag har jeg haft et brændende ønske om, at ændre dette for de, som i fremtiden skal stifte bekendtskab med det.

Derfor har jeg i de sidste to år oprettet en skilsmisseblog, hvor jeg skriver om nogle af de helt generelle ting der kan være forbundet med at være skilsmissebarn og det kan være god læsning for både store som små. Uden man måske tænker over det, så er skilsmisseemnet tabulagt og det er for mange et følsomt emne som helst skal pakkes ind. Derfor kan mange føle at de står alene med det og det er blandet andet det jeg vil forsøge at ændre på, gennem min blog og mine erfaringer.

Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør:

Jeg bakker op om Life Changes, fordi de lige netop tager hånd om de som behøver det og hjælper hvor der er brug for det. For Life Changes er det også en hjertesag at hjælpe udsatte borgere og det synes jeg kun man kan bakke op om. Alle har ret til at leve et værdigt liv men ikke alle kan komme tilbage fra sidesporet selv, og så kan jeg kun se det smukke i, at nogen dedikerer deres liv til at hive disse personer tilbage på rette vej.

Jo flere vi er til at hjælpe, jo bedre bliver udfaldet og jo bedre chance er der for at ændre det generelle billede af udsatte borgere i Danmark, hvilket kan udvikle sig meget positivt. Hvorfor ikke dedikere lidt tid i sin hverdag til at hjælpe ens medmennesker i stedet for at gå i en stor bue udenom?

Kan du relatere til udsatte borgere på kanten af samfundet? På hvilken måde?

Interessen for at hjælpe andre har altid været til stede og da jeg i mit sabbatår blev frivilligleder på et bosted for kvinder og deres børn, fik jeg øjnene op for, hvordan små ændringer i deres hverdag gjorde en forskel. I takt med at kvinderne måtte forlade hvad de kom fra, var det både dem og deres børn, som havde oplevet ting der kunne sætte dybe spor. Det var her fantastisk at se de små størrelsers udvikling og følge dem i deres livsændring. At de få timer, vi var der om ugen, var med til at bringe deres livsglæde tilbage, beviste at de med den rette hjælp i livet, nok skulle komme langt.

Jeg selv ved hvordan det er at stå alene med et problem og ikke føle at andre forstår det. Specielt som barn er det svært at sætte ord på, hvad man føler og hvorfor man er ked af det.  Og det er specielt i barndommen at sporene kan sætte sig for dybt og derfor synes jeg, at det er så utrolig vigtigt, at vi griber ind og får øje på, hvad der trygger barnet, så de kan komme videre i livet, med den rette indstilling og de rette muligheder.

Hvad ser du som den største udfordring i vort samfund med borgere, der er ekskluderet:

Eksklusion ser jeg som et af de største problemer i vort samfund. At stå uden for fællesskabet er at af de største nederlag for et menneske, da vi fra naturens side er sociale væsener.

For de samfundsgrupper som føler sig stigmatiseret af omverdenen er det endnu sværere at bevæge sig ud blandt andre hvorfor deres sociale netværk er meget begrænset eller ikke eksisterende.

Jeg synes det er vigtigt, at vi som samfund husker på at se hele vejen rundt om folk og ikke kun fokusere på deres fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse. Vi har alle sammen nogle egenskaber og med den rette hjælp kan disse komme til udtryk og på den måde kan man blive inkluderet i samfundet.

Den største udfordring er, at få alles syn og forforståelser vendt, så man i stedet for at pege fingre, tænker ”Hvor kan jeg hjælpe?” 

Ingen skal opleve at blive ekskluderet af det samfund man vokser op i og det er vores fælles opgave! 

(Fotograf: Jeppe Carlsen)