Kasper Fresco

Kasper Fresco

Hvem er du?

Mit navn er Kasper, men som freestylerapper går jeg under navnet Fresco. Jeg er blandt de allerbedste i Danmark og har formået at gøre rap til min levevej.

Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør?

Jeg bakker op som ambassadør fordi jeg selv kommer fra en hård barndom med kriminalitet og misbrug tæt inde på livet. Jeg har taget afstand til det hele livet, men er også et sjældent tilfælde, der er gået imod min habitus. Jeg vil rigtig gerne hjælpe børn og unge som har svært ved at komme ud af den kriminelle løbebane med at finde glæde og interesse i musikken. Jeg vil gerne være den rollemodel, som jeg aldrig selv havde.

Kan du relatere til udsatte borgere på kanten af samfundet? På hvilken måde?

En af de største udfordringer i vores samfund, er at vi bedømmer bogen før vi har læst den. Jeg har selv deltaget i socialt projekt, der blev dækket af TV2. I projektet blev unge mennesker blev sat sammen med ældre mennesker for at bygge bro imellem to generationer, som man som udgangspunkt tænker ikke har noget til fælles. 

Hvad ser du som den største udfordring i vort samfund med borgere, der er ekskluderet?

I dag kan unge mennesker ikke have en speciel frisure, tøjstil eller musiksmag uden at blive sat i bås med kriminelle, der deler samme smag i mode og musik. Problemet er bl.a. at vi tvinger unge mennesker til at tro, at man skal ha’ gode karakterer for at få et godt arbejde. Bullshit! siger jeg.

Det handler ikke om at få en god karakter, men at skabe en god karakter. 

Det bedste man kan blive, er et forbillede, og for at blive det, er man nødt til at være tro mod sig selv som person.