Mogens Daneland

Mogens Daneland

Hvem er du?

Mit navn er Mogens Daneland og jeg er 47 år - et kid fra 1971.

Jeg er født i Valby og er vokset op på Vestegnen i Ishøj. Jeg har ageret som frivillig fodboldtræner i Ishøj, og har derfor en masse erfaring med frivilligt arbejde.

Rent professionelt beskæftiger jeg mig med sikkerhed og tryghed indenfor sikringsindustrien. Det har jeg gjort de sidste tolv år med ønsket om, at gøre en forskel for andre mennesker. Jeg vil være med til at skabe mere tryghed i hverdagen og et mere sikkert sted at færdes.

Da jeg voksede op, var det en ganske tryg hverdag, vi gik i møde. Jeg mener, at vi rent social har rykket os fra den tid. Verden er ikke så uskyldig, som dengang jeg var dreng. Det kæmper jeg for at den bliver igen. Jeg synes, at vi skal værne om værdier og mennesker, ved at se folk som de personer, som de nu engang er.

Hvorfor bakker du op om at blive ambassadør i Life Changes?

Jeg synes, at alle fortjener en chance, og alle fortjener at blive set som mennesker. Jeg tror på respekt mellem hinanden er det der skal til, for at skabe et trygt samfund. Hvis vi alle begynder at behandle hinanden lidt pænere end det vi gør i dag og taler med hinanden - i stedet for til hinanden, vil vi på den lange bane få et mere trygt samfund, vores børnebørn kan være glade for. Det vil jeg gerne støtte, og derfor vil jeg gerne være en del af Life Changes.

Jeg tror Life Changes er et skridt i den helt rigtige retning. Gennem mit frivillige arbejde, har jeg arbejdet med mange forskellige unge, jeg tænker et projekt som Life Changes, kunne have gjort en stor forskel for. Eftersom jeg var fodboldtræner i Ishøj, så var det ikke alle som hed Knud eller Bent. Jeg har set nogle af mine drenge ryge til banderne, og det gør rigtig ondt hver gang. Derfor vil jeg selvfølgelig utroligt gerne støtte op om projektet. Et projekt, som kan være med til at hjælpe folk ud af det miljø.

Jeg støtter også projektet, da jeg tror på de værdier Life Changes, er bygget op omkring. Hvis man er på kanten af samfundet, så er man derude, hvor man er blevet en sag, og derfor ikke bliver set som et menneske mere. Jeg tænker, at noget af det værste i livet må være, at blive set som et nummer i rækken. Det kan jeg da i høj grad relatere til og jeg tænker, at der næsten ikke kan være noget værre.

Man stopper jo med at være Mogens Daneland – tænk hvis jeg ikke var Mogens Daneland mere, men jeg var nr. 986, og var dømt udenfor pædagogisk rækkevidde eller et projekt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor forfærdeligt at det må være for de mennesker. Jeg kan forestille mig, at man så giver op.  Vi taler om mennesker, som i forvejen har haft det svært. Mennesker, som måske ikke har haft de bedste forældre, som ikke har haft faste regler derhjemme, som ikke har haft nogen som støttede dem eller gav dem et kram, når det var svært. Det svarer lidt til at træde på de folk, som ligger ned. Det vil jeg gerne være med til at italesætte.

Kan du relatere til udsatte borgere i samfundet og på hvilken måde?

Min tid som fodboldtræner har især gjort, at jeg kan relatere til udsatte borgere i samfundet, hvor jeg havde med unge fra 14-16 års alderen at gøre. Det er den periode, hvor det ikke handler så meget om forældrenes indflydelse mere, men hvor valg af omgangskreds, er afgørende for hvilken retning, du trækker i livet. Mange af de unge - 70% tosprogede børn, deltog i træningen, fordi de skulle passes, deres forældre så man aldrig. Som et del af vores fællesskab, indførte tre enkelte regler der skulle overholdes, hvilket de slet ikke var vant til. Det var dog markant hvilken forskel det gjorde for de fleste af dem. Jeg tror egentlig, at de savnede, at der blev sat noget struktur og nogle grænser.

Gennem min egen opvækst i Ishøj, vil jeg sige, at jeg har været heldig. Jeg havde nogle fantastiske venner. Ellers kunne det lige så godt være mig der var endt ligeså ”fucked”, som den spradebasse jeg nu engang er. Jeg kunne sagtens være endt i noget forkert. Jeg var heldig med mit valg af venner, og samtidigt havde jeg også fodbolden. Men jeg kan godt relatere til at hvis man ikke har nogle forældre der er til stede, og dermed mangler nogle faste holdesteder, så går det galt.

Hvad ser du som den største udfordring?

Den største udfordring er at vi ikke gør noget, at vi giver op som samfund. At vi ikke tager tingene alvorligt nok. De enkelte mennesker bliver jo tabt, og da har de ikke andre muligheder end at fortsætte den bane, de allerede er i gang med. Kriminaliteten vil fortsat stige og det vil være banderne, som kommer til at styre landet. Når alt kommer til alt, kan man vel sige at den største udfordring i samfundet, er at vi ikke tager os råd til at gøre noget. 

Problemet ved ikke at gøre noget, er at det går ud over vores allesammens sikkerhed. Da jeg var dreng i Ishøj, var der marker og bondegårde. Der kunne vi som børn færdes trygt og frit efter mørkets frembrud. Kørte vi uden lys på cyklen, fik vi en lussing af den lokale betjent og blev sendt hjem – det var sådan samfundet hang sammen – og så kørte man ikke uden lys på cyklen mere.

Da mine egne børn var voksede op, blev de jævnligt truet af andre unge der ville have penge, telefoner, Ipads eller hvad de nu lige havde på sig af værdier. Så de var faktisk ikke trygge med at færdes i Ishøj, hvilket betyder at man som forælder, følger dem frem og tilbage til deres fritidsaktiviteter og skole. Det synes jeg er helt urimeligt, for så lærer man ikke sine børn at klare sig selv. Jeg tror på, at vi bliver nødt til at give udsatte borgere den hjælp og støtte, som de har brug for. Det gavner i sidste evne borgeren selv og samfundet - både sikkerhedsmæssigt og økonomisk.