Tidligere rocker: Når man er i rockermiljøet, kan man ikke sidde ovre i hjørnet og kigge på glansbilleder og hækle

Tidligere rocker: Når man er i rockermiljøet, kan man ikke sidde ovre i hjørnet og kigge på glansbilleder og hækle

Jan Lynge er tidligere rocker. Han brugte 30 år af sit liv i klubber som Bandidos og Filthy Few, inden han forlod miljøet i 2005. Inden han trådte ind i rockermiljøet, tilbragte han sine tidlige teenageår på gaden som trækkerdreng. Vi mødte ham en onsdag på Dalle Valle i Glostrup til en snak om livet som rocker, fremtid og forsoning og manglen på anerkendelse i barndommen.

Af Katrine Foldager Stokbro

”Nå. Hvornår skal jeg begynde?” griner Jan Lynge, selvom han allerede er begyndt at fortælle om sit liv. Det er tydeligt, at Jan er en mand med noget på hjerte. Han er hverken høj, pumpet eller med hårde øjne, som man forstiller sig mænd i rockermiljøet. Han er derimod en lav mand med bløde øjne og ligner typen, man gerne vil have til onkel.

Jan er født på Nørrebro, hvor han også gik i skole. Han blev smidt ud af 7. klasse og har ingen anden uddannelse udover forskellige diplomer såsom krancertifikatet og det store kørekort, som han har brugt til at køre lastbil og arbejde som stilladsarbejder. Men den ryg, som tidligere var prydet med læder og rygmærke, er i dag så medtaget, at han ikke længere kan udføre et arbejde. I løbet af de to timer han snakker med os, begynder han da også at rykke på sig.

”Rockermiljøet kræver meget af dig. Fysisk selvfølgelig, men det fylder også alt for én. Og det skal det også gøre - ellers er det ikke verdens største,” forklarer han.

En trækkerdreng i København

Som teenager levede Jan som gadedreng i det område af København kaldet Pisserenden. Her solgte han sexydelser til både mænd og kvinder. Han fortæller, hvordan han på daværende tidspunkt følte, han var blandt venner og mennesker, der ønskede at hjælpe ham, men at forretningen i virkeligheden var ret organiseret.

”Det var gode penge. Og man bestemte selv, hvem man ville ud af de der mænd. Alligevel følte man lidt pres. Dem, som passede på os og havde noget at skulle have sagt i det miljø, tjente en masse penge på os, når de sendte os hen til folk, der ringede. Det var dem, der var pimps. Men vi var alle teenagere i oprør, så vi så det ikke. Vi så bare, at de hjalp os,” fortæller han.

Vi sidder på Dalle Valle i Glostrup – et mødested, som Jan har valgt. Midt i restauranten over bønnesalat og lasagne beretter Jan om sin barndom, sin ungdom og sit liv. Og selvom hans historie ikke er helt normal, drukner den i øjeblikket i larm fra andre restaurantgæster.

Jans forældre blev skilt, da han var seks-syv år gammel. Efter skilsmissen var Jan, hvad han selv kalder ”umulig i skolen”, hvorfor han blev placeret ude fra hjemmet af kommunen og af sin mor. Han følte derfor, at han ikke fik accept i hjemmet, og det var denne mangel på anerkendelse, der gjorde, at han søgte ind i Pisserenden og senere ind i rockermiljøet.

”I dag kan jeg se, at min vej ind i rockermiljøet, var en flugt fra gademiljøet. I rockermiljøet er folk fra alle lag. Mange er selvfølgelig fra underklassen og middelklassen, som kommer fra nogle hårde kår, eller som har noget at skjule. Jeg havde jo selv noget, jeg skulle flygte fra. Men i de højere klasser er det heller ikke altid nemt at være barn, tror jeg. De bliver nok ikke rigtig set eller hørt. Så det hele handler om anerkendelse,” siger Jan hen over mad og Cola.

Mangel på anerkendelse er det evige onde

Netop behovet for anerkendelse, kan Jan se, går igen. Rockermiljøet bliver nemlig et sted, hvor det er muligt at imponere og blive bemærket.

”Hjemmefra fik vi mad og tøj på kroppen, men for mig manglede der bare det sidste, hvor man finder ud af, man er lige så god som de andre. Det kunne man få bekræftet i klubben. Og så ser man ikke, at det går ud over andre folk også, fordi man er i sådan et mode, hvor man skal imponere de andre,” fortæller Jan.

Jan har i løbet af sit liv været en del af adskillige rockergrupperinger i Danmark, og da han forlod miljøet i 2005, spillede han en større rolle som medlem af klubben Bandidos. Han startede dog sin karriere i rockermiljøet igennem klubben Filthy Few i slutningen af 70’erne, da han var 17 år. Det gav ham både en følelse af accept men også et tilhørsforhold, hvilket han ikke havde haft før.

”Det er lidt klubben mod samfundet. For det første er klubben et samfund i samfundet. Men det passer ikke i det normale samfund, fordi man i klubben har sin egen vilje, status, regler og rettergang. Vi ordner det selv. Og det passer ikke ind i det etablerede samfund. Det er en stærk kultur i samfundet,” fastslår han men forklarer, at mange ting har ændret sig, siden han startede med at komme i miljøet i sin ungdom.

”Rockerne er i dag nok nogle af de mest forfængelige mennesker i verden. Klubhusene skal være pinligt rene. Når man er ny, skal man gøre rent i klubhuset. Man skal ikke ud og slå folk ned. Alt er skinnende blankt, og tøjet og vestene sidder som det skal. Det er altså en sjov udvikling,” griner Jan.

I gamle dage var rockerne møgbeskidte, fortæller han og forklarer, at gruppenavne som Filthy Few og Bullshit netop kommer heraf.

”Dengang have man altid to par bukser på. De yderste var så beskidte, at man kunne tegne på dem, men de inderste var nødt til at være skinnende rene, ellers fik man hud eksem. Og så vaskede man bare lige sjoveren engang og børstede tænder. Det var helt grotesk,” forklarer han og ryster på hovedet.

Både psyken og fysikken har taget skade

At være en del af rockermiljøet i 30 år er dog ikke kun sjov og ballade. Jan har mærket adskillige mén - fysiske og psykiske. Paranoia og post traumatisk stress (PTSD) er en del af hans hverdag i dag. Årsagerne er både stoffer og vold, men også det pres og stress, som man mærker fra gruppen, er medvirkende.

”Når man er i rockermiljøet, kan man ikke sidde ovre i hjørnet og kigge på glansbilleder og hækle. Man skal hele tiden ud og manifestere sig, og man skal helst være bedre til det end den anden. Det er et problem, når man vil holde en pause på en dag eller to. Det kan man ikke. Hvis de ringer, skal du være klart til igen at vise dig som verdens stærkeste. Man er på døgnet rundt,” fortæller Jan.

Han fortæller også, hvordan han har været ramt af både tvangsforestillinger og angst.

”Jeg har det stadig sådan, at jeg ikke rigtig stoler på nogen. En gang imellem kan jeg tænke, at min bror, min mor eller min datter på 10 år har spyttet i min drink, som har stået i køleskabet, hvis den har været åben. Så jeg drikker den ikke. Og det kommer af at være præget af et miljø, hvor man ikke rigtig kan stole på nogen,” siger han.

Mens han sidder helt roligt og snakker på Dalle Valle, fortæller han, at han aldrig ville have siddet så fredeligt, da han var i miljøet. Dengang ville han have siddet og kigget sig rundt på restauranten og ikke kunne slappe af.

”Man lærer at se tingene på en paranoid og fordrejet måde, fordi man hele tiden skal være klar på at forsvare sig overfor hinanden, og det giver stress. Man er i et miljø, hvor der kan blive skudt igennem vinduer på restauranter. Der gik mange år, før jeg begyndte at kunne slappe af,” fortæller Jan.

Eftertidens fred og forløsning

I 2005 valgte Jan at forlade Bandidos efter 30 år i miljøet. Siden har han skrevet to bøger Dø ikke uden ar fra 2016 og Lev ikke uden skrammer fra 2017. Han fortæller, at skriveprocessen fungerede som en form for selvransagelse.

”Det var klart en forløsning, da jeg afleverede bogen. Jeg blev mere og mere sikker på, at min historie kunne bruges til et eller andet. For mig handler det om, at få vores børn til at gå en vej, så de kommer ordentlig igennem livet. Den vej gik jeg ikke selv,” siger han.

På grund af Jans fortid var der opstået en del rod og sårede følelser i familien. Han har i dag formået at råde bod på det meste.

”Selvfølgelig er der hak hist og her, men tingene er på plads, fordi jeg har taget mig sammen, og fordi jeg har gjort og sagt det, jeg skulle, men som jeg længe ikke turde,” fastslår Jan og virker afklaret.

Han fortæller også, at han ikke ser nogen fra rockermiljøet i dag. I stedet fokuserer han på at leve et liv sammen med sin datter, som han forsøger at bade i anerkendelse og accept.

”Det gør jeg så meget, at min datter er ved at brække sig af det. Hun siger ”Far, jeg gider altid ikke høre på det”, og jeg svarer ”Det kommer du til og lige om lidt igen”. Min største skræk i livet er, at hun vælger samme vej, som jeg og mange andre har gjort,” forklarer han og lader munden smile let, mens øjnene forbliver alvorlige.

Life Changes aktiverer drømme om villa, Volvo og vovse

Det ér alvorligt, og det er tydeligt, at for Jan handler tilværelsen om at leve et ansvarligt liv med forpligtelser overfor sine nærmeste.

”Man prøver at tage ansvar for det, man har gjort, få ryddet op i det og få det bedste ud af det,” siger Jan og trækker tråde til Lige Changes.

”Man skal lære at forpligte sig overfor sig selv og de folk, der er omkring én, og at gøre en forskel. Man skal simpelthen tro på sin egen berettigelse som eksistens,” siger han.

”Den vej, jeg har taget, et er en hård og mørk vej. Det er ikke en sund og fornuftig vej at gå.

Jeg vil råde folk til at tage en anden vej, for konsekvenserne og omkostningerne er uoverskuelige,” slår Jan fast, som viser sig at være en ret almindelig mand med en ret ualmindelig historie.

Hos Life Changes hjælper vi unge til at få en uddannelse og et job, så de får den anerkendelse og accept, de har behov for. På denne måde finder de unge det ikke nødvendigt at søge ind i bande- og rockermiljøer.

De fleste mennesker ønsker blot at være selvforsøgende og at have et lille hjem med tryghed og venner. Alle mennesker har drømme – nogle mennesker har bare glemt det. Hos Life Changes forsøger vi gennem mentorforløb at aktivere disse drømme, og når de først er aktiveret, har vi sammen noget at arbejde videre med. Vi når på denne måde i fællesskab lige så langt som Jan men uden at tage en omvej, der varer 30 år.