Baneer
Tilbage til oversigten

Life Changes Workshop

I Life Changes arbejder vi med at bygge bro til nye sunde og sociale fællesskaber gennem workshops med musik, rap, hiphop og den kreative udfoldelse som omdrejningspunkt.

Her har vi gode erfaringer med at blande ressourcesvage unge med en mindre gruppe ressourcestærke, så den første gruppe kan spejle sig i den sidste og give dem nye netværk. Det er et af de første skridt til brobygningen.

Life Changes workshops tager udgangspunkt i den udsatte unges virkelighed, og giver vedkommende sociale redskaber til at begå sig blandt sine medborgere ved hjælp af kreative midler som tekstskrivning, produktion af beats, indspilning af musik, mixing, finpudsning, freestyle og fremførelse.

I Life Changes har vi allieret os med nogle af Danmarks dygtigste rappere og musikere, der ikke kun stiller deres ekspertise og professionalisme til rådighed, men også en høj grad af frivillighed. Flere af dem er ligeledes ambassadører for Life Changes og taler den sociale sag.

Formål

Formålet med vores workshops er at give udsatte unge en tro på at deres drømme er lige så meget værd som deres medborgeres og at de blot skal aktiveres. Om det er musik, grafitti eller anden kreativ udfoldelse, så arbejder vi for at realisere dem i samspil med de unge.

Udsatte unge på kanten af samfundet får med vores workshop mulighed for at udvikle stærke sociale, faglige og personlige kompetencer til at mestre eget liv som en vej væk fra udsathed og i nogle tilfælde kriminalitet.

Målgruppe og samarbejdspartnere

I Life Changes er vi specialiserede i udsatte unge, kriminalitetstruede, tidligere kriminelle, prøveløsladte og borgere med tilknytning til rocker- og bandemiljøer. Det inkluderer unge med misbrug og opmærksomhedsforstyrrelser som ADHD og ADD.

Life Changes tilbyder via den almennyttige forening #detstartermedmusikken og i samarbejde med musikskoler, opholdssteder, kommuner, SSP og andre offentlige og private aktører at facilitere workshops for udsatte unge, der har brug for at skifte et negativt ladet miljø ud med et positivt.

Forløb

Vores forløb strækker sig sædvanligvis over flere dage, men kan tilrettelægges alt efter ønske. Vi rådgiver og anbefaler, men tilpasser altid workshoppen efter hvad I mener passer jer bedst. En workshop kan f.eks. indholde:

  • Introduktion til rap og hiphoppens historie med film og foredrag
  • Undervisning i tekstskrivning og rap-coaching med nogle af Danmarks dygtigste rappere
  • Opbygning af et track helt fra bunden af med beats og musik
  • Indspilning af sang og vokaler 
  • Mixing og mastering af tracket til et færdigt produkt
  • Overdragelse af tracket snarest (eneste betingelse er at de medvirkende kunstnere krediteres for deres medvirken) efter endt workshop samt fremsendelse af billeder fra workshoppen til fri afbenyttelse
  • Evaluering

Vil I vide mere om hvordan en workshop kan indgå i jeres sociale arbejde? Eller ønsker I blot at få faciliteret en workshop? Så kontakt os for en samtale på info@lifechanges.dk