Hvem er du?
Mit navn er Julie Kristensen, jeg er 27 år gammel. Til daglig bor jeg i Brønderslev hvor jeg også arbejder indenfor ældre området og er i gang med uddannelse som social og sundhedsassistent.
Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør?
Jeg bakker op om Life Changes på baggrund af at der er så mange borger som går tabt i systemet. Alt imens vi er en håndfuld af mennesker som kan hjælpe dem. Problematikken ligger ikke i om vi vil eller kan – men om vi får muligheden. Jeg synes det er en skam at borgere som har laster i rygsækken, glemmes og parkeres på nederste tribune og overlades til dem selv. Det rammer mit hjerte så hårdt – fordi jeg mener at alle mennesker fortjener en chance til i livet. Alle fortjener en hjælpende hånd.
Kan du relatere til udsatte borgere på kanten af samfundet? På hvilken måde?
Jeg kan relatere til de udsatte borgere som giver op, fordi de igennem hele livet har hørt at de ikke kan gennemfører noget. At de finder andre midler til at glemme fortiden, fremfor at bearbejder den. Herunder alkohol. Det at gemme de følsomme sider væk, for at virke hård. Det med at opbygge en facade for at vise samfundet “i har fanme ikke knækket mig” – i stedet for at stå frem og sige “JO, det sårede mig umenneskeligt. Men jeg taler åbent om det og jeg tør godt vise at jeg er stærk nok, når jeg også viser følelser.”
Generelt de udsatte borgere som glemmer hvem de er og hvad de kan – fordi de ender med de forkerte relationer. Jeg kan virkelig relaterer på nogen punkter.
Hvad ser du som den største udfordring i vores samfund med borgere, der er ekskluderet?
Den største udfordring er, at samfundet deler personer op i kasser. HVIS du er ude på et sidespor og det er et mønster der følger, så virker det udadtil som at samfundet har opgivet på forhånd. Fremfor at træde tilbage og se hvilke redskaber og råd vedkommende har fået med, altså den finger med at kigge indad og sige – havde vi det der skulle til, for at hjælpe de her folk?? Havde vi ressourcerne, føler de sig hørt? Føler de at de har fået den rette hjælp? Eller har vi sluppet dem for tidligt?
Synes alt for ofte at der er en genganger i at samfundets udsatte – blot opgives, fordi ressourcerne ikke er til at hjælpe dem, på en ordentlig måde. Det hele går for meget op i penge. Synes det hele er meget “pengene over mennesket”
Det burde være “mennesket OVER pengene”
