Maja Bergqvist

Hvem er du?
Jeg hedder Maja Bergqvist, og er lige pt bosat i Nordjylland. Jeg er stadig i gang med at finde min plads i arbejdsmiljøet, lige nu arbejder jeg på et feriecenter tæt på Skagen, men det er bestemt ikke her jeg skal være resten af mit liv. Jeg har andre drømme i sigte. 

Jeg har været misbruger i 13 år, og har selv levet et hårdt liv på kanten af samfundet, men jeg kan stolt sige, at jeg nu har været clean i 3 år, and still going strong. 

Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør?

Jeg synes det er et fantastisk projekt, som jeg bare gerne vil være med til at løfte. Jeg kan mærke de virkelig brænder for det, og gerne vil hjælpe så mange som muligt. Og jeg ved at sammen er vi stærkere – sammen kan vi alt. 

Der går alt for mange borgere tabt i systemet og af samfundet, som egentlig har så meget på hjertet og livskraft, som fortjener en ægte chance her i livet. Og det vil jeg rigtig gerne bakke op om. 

Kan du relatere til udsatte borgere på kanten af samfundet? På hvilken måde?

Det kan jeg uden tvivl, da jeg selv har været en af de borgere. Jeg kommer heller ikke fra de helt bedste vilkår, og fik en hård start på livet.

Min far var alkoholiker og havde drukket alle pengene op, så der var virkelig intet at gøre med. Startede i en ung alder med at afprøve stoffer, og det blev så også til 13 lange år med et stort blandingsmisbrug. Har også selv været på kanten med loven, og har haft pletter på straffeattesten, så jeg ved også, hvor svært det er at komme tilbage til samfundet igen, at føle sig accepteret og velkommen. Hvilket er nok det, som jeg allermest manglede – at føle mig god nok, accepteret og som et menneske der har en værdi. 

Hvad ser du som den største udfordring i vores samfund, for borgere der er ekskluderet?

Der mangler flere tilbud og forskellig slags hjælp til den enkelte borger, for at kunne komme tilbage til samfundet.

Vi bliver alt for ofte puttet i kasser og stemplet som et nr. i rækken, og der bliver ikke kigget nok på det enkelte individ og hvad der kræves for at hjælpe der. Det er så svært at komme tilbage til samfundet, og man føler sig både forkert og anderledes, og føler resten af samfundet peger fingre ad en. 

Vi mangler flere folk som dem fra Life Changes, der virkelig vil det bedste for alle mennesker. Her er der plads til alle. Vi har nemlig alle fortjent et godt liv, vi har alle fortjent at føle os gode nok!