Kan vi blive enige om at resocialisering er målet?
Når der begås kriminalitet, så får man en straf. Formålet er at vise, at der er konsekvens ved ens handlinger. Handlinger som har forbrudt sig mod det resterende samfund og menneskerne deri. Spørgsmålet er så, hvad der skal ske, når straffen er udstået?
Begår du en fejl og mærker konsekvensen, så skal straffen normalvis være nok til, at du ikke begår samme fejl igen.
Men ikke desto mindre så begår to ud af tre løsladte kriminalitet på ny inden for to år. Det er højt sandsynligt ikke grundet hukommelsestab hos de løsladte, men interne og eksterne dysfunktionelle sociale strukturer, der determinerer ens handlinger. Altså de kriminelle ved godt, at de kan straffes som før, men de kan ikke slippe væk fra handlingen, der kan føre til en ny straf.
Det er her resocialisering får betydning. Eller snarere socialisering for nogens vedkommende. Det er et komplekst område, og i øjeblikket formår Kriminalforsorgen ikke at løse problemet. Det skyldes både manglende ressourcer og muligt manglende ensrettede processtrukturer.
At ansvaret ligger hos Kriminalforsorgen skyldes jo, at ”patienten” gerne skal gøres rask til at genoptage et værdifuldt liv efter staffen er udstået. De er ikke blot rehabiliteret men gjort til ”nyttige samfundsborgere” igen.
Men sådan er virkeligheden desværre ikke. For manges vedkommende bliver fængselsopholdet en opbevaring frem for en resocialisering. Og det bliver op til den enkelte fængselsbetjent at vurdere, hvilke indsatser der kan være tid og råd til – hvis nogen betydningsfuld indsats overhovedet tilbydes.
Derfor er der brug for støtteordninger for dem, der ikke har opgivet resocialisering efter løsladelse. Det er klart en langsommere og mere omkostningsfuld hjælp, men kan vi leve med, at disse mennesker både skaber utryghed i samfundet igen og koster menneskelige og økonomiske ressourcer?
Som mentorer for løsladte, er vi i Life Changes ikke i tvivl om, at målet må og skal være resocialisering – ikke fordi vi sparer en masse penge i det lange løb. Men fordi vores empati tilskynder at give disse mennesker en chance til for at få redskaberne, der kræves, for at være en del af vores fællesskab igen. Redskaber der måske aldrig har været givet siden deres fødsel.
