Forstil dig at leve i en socialitet og ikke vide, hvad man skal sige og ikke sige. Hvad man skal gøre og ikke gøre. Hvad er normalt og ikke normalt.
En ung mand som havde levet et gadeliv og havde vokset op i et meget barsk miljø, fik på et tidspunkt sit først job nogensinde. Han var meget afholdt og gjorde et godt indtryk. Der skulle afholdes en julefrokost, men han blev nervøs over at skulle deltage. Han gik over til en ældre kollega, han havde en god relation til.
Han sagde ” jeg vil rigtig gerne med, men jeg ved ikke hvad man gør til sådan noget”. Han havde allermest lyst til at bare trække sig. Den ældre kollega forsikrede ham ” sæt dig sammen med mig og jeg skal nok vise dig hvordan, det bliver hyggeligt” og det blev det.
Med noget støtte og vejledning, oplevede den unge mand sin første julefrokost og fornemmelse at være velkommen i et andet fællesskab end den verden han kom fra.
Hvis man har et bagland, hvor man ikke har oplevet socialisering, så kan mange situationer og sammenhænge være forvirrende og angstprovokerende, og gøre at man trækker sig eller falder tilbage på sin grundlæggende overlevelsesstrategier.
En stor del af mentorrollen, er at være bevidst om de huller der er i borgerens socialisering og støtte dem i den sociale læring, de måske mangler. Det er her vi kan modvirke den konstant nagende følelse af at være forkert, og på den måde give dem redskaber til indgå i og blive del af samfundet