Resocialisering: At Støtte Borgerne i Social Læring
Der tales ofte om resocialisering af udsatte borgere, men det overses, at nogle borgere har grundlæggende mangler i deres socialisering. Hvordan kan man genopbygge noget, der aldrig har været bygget op til at starte med?
Det er den udfordring, vi ofte står overfor, når vi arbejder med borgere, der er opvokset i barske og kaotiske miljøer fra en tidlig alder. Disse mennesker har været tvunget til at udvikle overlevelsesmønstre tilpasset deres omgivelser, hvilket ofte ikke stemmer overens med samfundets forventninger til social adfærd.
Som mentorer arbejder vi med at støtte og vejlede disse borgere, så de kan lære at navigere i samfundets sociale spilleregler. Det er en læringsproces, der ofte er en nødvendighed for, at borgeren kan opnå følelsen af at være en del af fællesskabet og kunne indgå i sociale relationer på lige fod med andre.
Et konkret eksempel er en ung mand, som har levet et hårdt liv på gaden og er vokset op under barske forhold. Da han fik sit første job, var det en stor sejr. Han blev hurtigt vellidt blandt sine kollegaer, men da julefrokosten nærmede sig, blev han nervøs og overvældet af usikkerhed. Han vidste simpelthen ikke, hvordan man opførte sig til en sådan begivenhed og havde mest lyst til at trække sig helt.
Heldigvis rakte han ud til en ældre kollega, som han stolede på, og spurgte ham, hvad man gør til en julefrokost. Kollegaen beroligede ham og lovede at tage ham under sine vinger og vise, hvordan tingene foregik. Den unge mand endte med at deltage, og aftenen blev en succes – en oplevelse, hvor han for første gang følte sig inkluderet i et fællesskab uden for den verden, han kom fra.
Mange af de borgere, vi arbejder med, har ikke haft et bagland, der har givet dem de sociale redskaber, der er nødvendige for at føle sig tryg i samfundet. Derfor kan situationer, som for de fleste af os virker helt almindelige, være enormt forvirrende og angstprovokerende for dem. Det kan føre til, at de trækker sig fra sociale sammenhænge eller falder tilbage i gamle overlevelsesstrategier.
En vigtig del af mentorrollen er at være bevidst om de huller, der kan være i borgerens socialisering, og støtte dem i at opbygge de sociale færdigheder, de måske aldrig har lært. Når vi hjælper dem med at fylde de huller, kan vi modvirke den konstante følelse af at være “forkert” og i stedet give dem de redskaber, de har brug for til at blive en del af samfundet. Det er her, vi kan gøre en forskel og skabe en varig positiv forandring i deres liv.
