Kaka Willer

Kaka Willer

Hvem er du?
Mit navn er Kaka, og jeg er en guld- og platin-certificeret dansk musiker. Jeg har været en del af den danske musikindustri i over 10 år og har spillet på samtlige større festivaler i Danmark. Mit bagkatalog inkluderer et utal af udgivelser, der har modtaget anerkendelse og udmærkelser i den danske musikverden.


Udover musikken er jeg CEO i Culturesound og medstifter af tøjmærket For The Culture. Jeg er også bestyrelsesmedlem i både Rapolitics og Det Starter Med Musikken, hvor jeg arbejder aktivt for at fremme kreative og sociale initiativer.

Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør?
Jeg bakker op om Life Changes, fordi jeg elsker hele initiativet med at skabe en verden, hvor især unge med mangfoldig baggrund kan finde muligheder og støtte.

Som en, der selv startede i den danske hiphop- og rapundergrund som teenager, forstår jeg, hvor vigtigt det er at have instanser som Life Changes, der kan være med til at bane vejen og give muligheder for unge talenter og udsatte borgere.

Kan du relatere til udsatte borgere på kanten af samfundet?

Jeg kan helt klart relatere. Musik har været en livline for mig og for mange omkring mig. I mine teenageår tilbragte jeg meget tid i ungdomshuset, og i mine tyvere var Christiania og Pusherstreet også en del af min hverdag.

Gennem mit arbejde som musiker har jeg også arbejdet tæt med udsatte borgere, blandt andet gennem workshops, foredrag og undervisning. Jeg har set, hvor stor en forskel musikken kan gøre, når man er på kanten af samfundet.

Hvad ser du som den største udfordring i vores samfund med borgere, der er ekskluderet?
En af de største udfordringer er, at mange af dem, der sidder med beslutningskraft, ikke har fingeren på pulsen, når det kommer til de udfordringer, vores samfund står overfor.

Vi oplever et stigende antal unge med diagnoser, og samtidig lever vi i et samfund, der er designet til konstant effektivisering. Det efterlader mange unge tabt i systemet og i samfundet generelt, hvilket resulterer i mistrivsel, ensomhed og depression.

Vores sundhedssektor er også ekstremt presset, hvilket betyder, at mange står alene med deres problemer eller bliver reduceret til tal i et system, hvor løsningen ofte bare er en recept og et hurtigt “klap på skulderen.” Det er blevet normen snarere end undtagelsen, uanset alder eller social status.

Derfor er initiativer som Life Changes afgørende. De kan støtte og skabe en reel forandring ved at tage fat på problematikkerne der, hvor de opstår, og give de unge mennesker den opbakning og de værktøjer, de har brug for.