Kenan Seeberg

Hvem er du?

Jeg er journalist ind til benet, og har arbejdet med undersøgende og kritisk journalistik, lige så lang tid som jeg har skrevet og lavet radio og tv om kultur, særligt musik, film og TV.

Fra Danmarks Radio ’P4 i P1’ til DRs fakta- og underholdningsafdeling, Z-TV, Ugemagasinet Fokus, samt de to store tabloidaviser Ekstra Bladet og BT.

Det vigtigste at sige om mit arbejde er, at jeg føler mig dybt privilegeret over, at have mødt så mange forskellige mennesker fra alle samfundslag, og over at have haft mulighed for at formidle deres historier videre til resten af landet. Et af journalistikkens fornemste formål er, at bringe læsere, lyttere og seere steder hen, hvor de ikke selv har adgang.

Jeg er far til to drenge som jeg elsker lige så højt som livet, og det vigtigste for mig helt personligt er, at bidrage til et retfærdigt samfund, hvis adelsmærke altid må være, at vi aldrig glemmer dem der har størst behov for fællesskabets styrke og det enkelte menneskes omsorg og empati.  

Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør?

Intet kan være vigtigt end at bakke de mest udsatte unge i Danmark op. Intet er mere presserende end at være med til at give børn og unge en følelse af at høre til og blive holdt af.

Kun et samfund, der tager de hårdest ramte alvorligt, kan tillade sig at kalde sig verdens lykkeligste land.
Life Changes visioner kan blive en model for at skabe et socialt retfærdigt samfund, så dem der er kommet dårligst i gang, får chancen for et rigt liv med lige muligheder til glæde for sig selv, og det samfund de er en del af.   

Foto: Jens Nørgaard.