Regeringens bandepakke vil gøre det muligt at lukke klubhuse og rockerborge, men fagfolk påpeger, at dette ikke fjerner banderne fra lokalområderne, idet der er mere bag bandernes organiserede fællesskab end blot et klubhus.
Camilla Sys Møller-Andersen og Kasper Seier fra Økohuset mener, at klubhuse derimod er en refleksion af, at banderne allerede er etableret stærkt i det pågældende område. Hvis målet med bandepakken er, at forudsætningen for at etablere kriminelle organiserede fællesskaber svækkes, vil lukning af klubhuse dermed ikke være tilstrækkeligt.
Banderne vil fortsat have deres kriminelle fællesskab – selvom det er uden tag over hovedet. Derfor kræver bekæmpelse og forebyggelse af bander en flersidet indsats, hvor der er fokus på langsigtede resultater. Netop for at opnå gode resultater på langt sigt, peger flere fagfolk på, at heller ikke længere fængselsstraffe er vejen frem.
Forskerne Tina Wilchen Christensen og Line Lerche Mørck mener, at længere fængselsstraffe tværtimod vil skabe yderligere socialisering ind i bandekulturen. Det skyldes, at hovedårsagen til deltagelse i et bandemiljø ofte er, at der søges efter fællesskab samt et tilhørsforhold, og dette fællesskab styrkes om noget sted i fængslet.
Kilder:
Altinget.dk, Camilla Sys Møller-Andersen og Kasper Seier: ”Fagfolk: Lukning klubhuse fjerner ikke banderne”. 29/03-2017.URL: http://www.altinget.dk/kommunal/artikel/fagfolk-lukning-af-klubhuse-fjerner-ikke-banderne
Altinget.dk, Tina Wilchen Christensen og Line Lerche Mørck: ”Forskere: Bandepakken skaber flere kriminelle”. 30/03-2017.URL: http://www.altinget.dk/social/artikel/forskere-bandepakken-skaber-flere-kriminelle