Unge er parkeret på kontanthjælp
Af Katharina Granzow Jørgensen
Over hele verden er Danmark beundret for at være en velfærdsstat, som tager sig af sine statsborgere. Målet om lav negativ social mobilitet betyder, at borgeren som er opvokset i et boligbyggeri i Tingbjerg har samme muligheder som borgeren opfostret på en villavej i Gentofte. Forskellige former for ulighed og barrierer skal ikke gå i arv fra forældre til børn, da alle borgere i Danmark har ret til samme muligheder.
Virkeligheden er dog en anden. Ifølge en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet har 66 procent af kontanthjælpsmodtagere under 30 år mindst én forældre, der selv har været på kontanthjælp. Spørgsmålet er, hvordan kan vi bryde med denne tendens og sikre at udsatte unge ikke forbliver udsatte i deres voksne liv?
Er økonomiske incitamenter løsningen på et brud med den sociale arv?
Mangel på økonomiske incitamenter gøres ofte til syndebuk for arbejdsløshed og dermed årsagen til, hvorfor disse unge mennesker starter deres liv på offentlig forsørgelse. Undersøgelse på undersøgelse viser dog, at virkeligheden ikke er så simpel som den gøres ud for at være. Jeg afviser ikke, at det økonomiske aspekt ikke har en betydning, dog vil jeg argumentere for, at økonomiske incitamenter ikke er den bærende variable til, hvorfor denne gruppe af borgere ender i samme situation som deres forældre.
Under det økonomiske aspekt ligger det sociale – en fortid, en tankegang og et mønster som går igen inden for denne samme gruppe. Denne gruppe er ramt af en ophobning af dårlige levevilkår, manglende uddannelse, dårlig opvækst og dårligt helbred, samt manglende evner til at deltage i den sociale omverden. Det kan derfor diskuteres om, hvorvidt at økonomiske incitamenter har en effekt i forhold til netop denne gruppe kontanthjælpsmodtagere. Vi kan ikke tage menneskers erfaringer og oplevelser fra dem, hvorfor der er behov for en mangefacetteret indsats for at komme denne negative spiral til gode.
Identitet på kontanthjælp
Uanset partifarve og ideologi bliver vi nødt at åbne øjnene for, hvilke konsekvenser familiemønstre kan have på næste generation. Børn har en stærk tendens til at kopiere forældrenes sociale praksis, hvorfor denne problemstilling er en tilbagevende udfordring. Forældrene har en hverdagspraksis, som gør, at en del af deres identitet er at være på kontanthjælp. Hvis det er det normale for forældrene, så bliver det også det normale for deres børn. Dette udvikler sig til nye adfærdsmønstre for den nye generation. Det er en opgave samfundet bliver nødt til at tage hånd om for at bryde med denne cyklus.
Hvis man ikke kender sine og andres mønstre, kan man heller ikke bryde dem. Hvis man ikke har fået lært basale ting hjemmefra, som fx at spise varieret, børste sine tænder hver dag, så kan det også være svært at fungere på arbejdsmarkedet. Det kan også handle om, at man har lidt nederlag i skolen eller andre sociale sammenhænge og derfor fastholder man sig selv i den tankegang, at man ingenting kan. Selvom det selvfølgelig ikke er sandt. Det handler om at få disse mønstre frem i lyset for at kunne ændre på dem.
Den danske velfærdsstat bygger på troen på fællesskab i den forstand, at danske borgere bidrager til en samlet pulje, som gør det muligt at give alle danske borgere den nødvendige hjælp for at komme videre. Alle borgere er noget værd og har en værdi ved blot at være til. Den seneste opgørelse fortæller dog, en anden side af denne historie, som afslører, at denne gruppe bliver overladt til sig selv og er dét meningen med ambitionen om lige muligheder for alle danske borgere?
Det ultimative mål er selvforsørgelse
Når man arbejder med mennesker, er svaret sjældent sort og hvidt – det handler ofte om skrøbelige problemstillinger som individet sjældent kan løse alene. Det offentlige system bliver nødt at investere i langsigtede løsninger, der kan ændre disse selvfortællinger og disse mønstre. Dette kan føre til succes for individet og opnåelse af det ultimative mål om selvforsørgelse. Dette kan opnås gennem en socialisering- og resocialiserings proces.
Disse unge borgere skal lære at mestre og udfolde deres eget liv, forstå egen rolle i egen situation og opnå en generel forståelse for det danske samfund og arbejdsmarked. Lad os stoppe med at skabe et A- og B hold, hvor borgere ekskluderes, da de ikke kender de sociale uskrevne spilleregler. For at opnå varig selvforsørgelse, er borgeren nødt til at have de mest basale kompetencer, som er en forudsætning for at indgå med succes i samfundsmæssige sammenhænge.
Den individuelle tilgang
Der er brug for længerevarende forløb, hvis man vil bryde den negative sociale arv. Borgeren skal have mulighed for støtte til at opnå og fastholde aktiviteter, tilbud, ordinær uddannelse, ansættelse i fleksjob eller ordinær ansættelse. Allervigtigst skal borgeren ikke være alene i denne udvikling. Dette kan gøres ved individuel støtte, vejledning og fastholdelse gennem et socialisering-forløb, hvor borgeren opnår konkrete værktøjer, som kan anvendes direkte, når borgeren kommer i uddannelse og beskæftigelse.
Aktivering af kontanthjælpsmodtagere har fejlet de sidste 30 år, hvorfor vi som samfund bliver nødt til at gøre noget anderledes. Vi skal udvikle og dyrke indsatser, som kan hjælpe denne gruppe af borgere videre i tilværelsen. Ambitionen om lige muligheder skal ikke drukne i effektmåling på den korte bane. Vejen til selvforsørgelse kan være kompleks, og man kan derfor ikke bare udvikle en indsats, give den et halvt år og så måle effekten i, om flere er kommet i job. Når samfundet fokuserer på kortsigtede løsninger ender alle parter med ikke at komme nogle vegne. Samfundet skylder dens borgere, arbejdende som arbejdsløse at hjælpe den næste generation med at bryde den sociale arv ved at investere i humane løsninger, som har individets behov i førersædet.
Læs mere om Life Changes socialiserings-mentorforløb her: http://lifechanges.dk/forloeb/socialiserings-mentor-forloeb.html
