Ataf Khawaja
Hvem er du?
Mit navn er Ataf Khawaja. Jeg er rapper, tekstforfatter, skuespiller, foredragsholdere og meget andet, fælles for alt hvad jeg laver er storytelling, at fortælle historier fra den virkelige verden.
Jeg er mest kendt for min musik men der er også en del der kender mig for mine små roller i film og serier hist og pist. Foredrag har jeg også holdt mange af og derigennem har jeg været rundt omkring skoler, gymnasier og højere uddannelsesinstitutioner i hele DK.
De sidste 3 år har jeg været meget engageret i teater og kortfilm, det langsigtede mål er at skabe en spillefilm.
Derudover er jeg gift og har to dejlige sønner, og selvom jeg altid har gang i mange ting så kommer familien altid i første række.
Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør?
Jeg bakker op om Life Changes da jeg virkelig tror på ordets kraft og dets evne til at bygge broer imellem forskellighed via historier, raps, film osv. som fortæller om skæbner/liv/personer som man/modtageren ikke har et nært kendskab til, men som igennem fortællinger får en dybere indsigt i andres livsvilkår og bevæggrunde.
Denne forståelse er vigtig for afsenderen, da dennes fortælling pludselig får ørenlyd og derved føler sig set og anerkendt som den hun eller han er, både på godt og ondt.
Rap er et optimalt redskab/sprog til at give modtageren et nuanceret billede af andres virkelighed, dette harmonerer med Life Changes værdier og mind set og netop derfor vil jeg gerne støtte op som ambassadør.
Kan du relatere til udsatte borgere på kanten af samfundet?
Dette at være/leve på kanten, er sådan jeg ser min opvækst, specielt i mine sene teen år og start tyverne. Alt og alle omkring var på kanten på den ene eller den måde, nogen, som jeg selv, havde selv valgt det som et modtryk mod det pres vi følte vi blev mødt med i samfundet, mens andre endte med at gå over kanten pga. tragiske omstændigheder som medførte sørgelige konsekvenser og i værste tilfælde døden.
Jeg vil altid kunne relaterer til folk som har prøvet at leve i ‘mørket’, i ‘junglen’ hvor det er overlevelsesinstinkter og ren styrke i form af enten muskler eller våben der vejer tungest, for jeg taler- og har levet det liv og bliver ikke intimideret af råheden der hersker iblandt dem som lever på kanten. Men råheden er ofte blot en skal, der dækker over en skrøbelighed som aldrig er blevet anerkendt som værende ok, her er musik og lyrik nogen fantastiske redskaber til bygge bro imellem den udsatte unge og han/hendes følelser og energier.
Hvad ser du som den største udfordring i vort samfund med borgere, der er ekskluderet?
At vi overser dem i farten. De fleste af os har travlt med at realiserer os selv og vores egne mål. For meget fokus kun på egne drømme kan fjerne den andel af solidaritet, et empatisk samfund bygger på, hvor de stærke hjælper de svage til de selv kan stå på egne ben, for så selv at blive til hele mennesker med ressourcer der igen kan gives videre til den næste.
De udsatte skal uden nogen tvivl vide, at samfundet vil dem og at selvom de føler sig aparte så er der også plads til dem – for ‘dem’ er også os, som et samlet folk.
