At lægge en kriminel livsbane bag sig er en kamp. En kriminel livsbane inkluderer ofte fængselsophold, tab af pårørende, traumer, skam og udsathed. Det er ikke nok blot at fjerne kriminaliteten og alt, hvad der relaterer sig til denne. Kunsten er at skabe en ny livsbane, der erstatter det behov, den kriminelle livsbane tidligere opfyldte.
Kriminalitet er et adfærdsmønster, som fastholdes af sociale, psykiske, følelsesmæssige og økonomiske faktorer. Den kriminelle adfærd er for borgeren blevet en mestringsstrategi, der ofte er tillært gennem hele livet. Selvom det koster både borger og pårørende (og samfundet) dyrt, så er den kriminelle adfærd blevet en tryg måde at være i verden på – en identitet. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 2 ud af 3 løsladte begår ny kriminalitet inden for de første 2 år. Tallene indikerer, at der er behov for at gøre noget – og vi mener, at mentorarbejde og efterværn er en af løsningerne.
Vi arbejder hos Life Changes med kriminelle borgere, hvoraf mange har tilknytning til rocker- og bandemiljøer. Gennem vores arbejde ved vi, at det første skridt ud af kriminalitet er borgerens egen vilje til at bryde mønstret. Men viljen alene er ikke nok. Det er ikke nok, at Jens eller Mohammed efter løsladelse fra fængslet har et ønske om ikke at begå kriminalitet eller være del af en bande længere – når de ikke ved, hvordan de skal bære sig ad. Det er ikke nok, at de får en bolig stillet til rådighed – de skal måske lære at håndtere at have en bolig uden at have en ”sort” økonomi til at brødføde sig selv.
Når den kriminelle mestringsstrategi fjernes, opstår et hul. Helt almindelig hverdagsmestring er ofte en mangel hos disse borgere. De har behov for at blive resocialiseret og lære, hvad de skal sætte i stedet for kriminalitet for at udfylde hullet. De har behov for at lære at navigere i det svære felt mellem det tidligere kriminelle miljø og de udfordringer samt de krav, de oplever fra systemet og samfundet. De har behov for at blive guidet gennem et rigidt system, så de får den hjælp, de er berettiget til. De skal endvidere ville samt kunne tage imod hjælpen – og have tillid til, at der er nogen, der har deres ryg.
Når kriminelle borgere løslades fra fængslet, løslades de til et samfund, som de fleste føler sig ekskluderet fra. Selv for de mest ressourcestærke er det at komme tilbage til samfundet og blive på den rigtige side af loven en opslidende og krævende proces. En forudsætning for at bryde et kriminelt mønster er, at borgeren slipper alle sine (kriminelle) overlevelsesstrategier og den identitet, der er knyttet til at være kriminel. Borgeren skal lære at leve livet efter et helt andet normsæt og acceptere begrænsninger fra et system, som de tidligere anså som en fjende. En sådan proces indebærer stress, angst, ensomhed og frustration. Derudover vil borgeren i denne proces ofte opleve at stå ansigt til ansigt med de underliggende psykiske og følelsesmæssige drivkræfter bag deres tidligere liv. En smertefuld, men nødvendig erkendelsesproces.
At borgeren skal have hjælp til at komme gennem denne forandringsproces, er logisk. For at undgå tilbagevenden til den kriminelle livsbane er det afgørende, at borgeren gennemgår et struktureret forløb, hvor vedkommende lærer at indgå i samfundet på en anden måde end tidligere. Et efterværn er i vores optik et yderst vigtigt redskab her. Formålet med efterværn er at sikre, at borgeren opbygger sociale, følelsesmæssige og kognitive ressourcer samt konkrete mestringsstrategier og adfærdsmønstre for at kunne fungere i samfundet.
Forskning viser, at tidligere anbragte unge, der modtager efterværn, har bedre chancer for at undgå hjemløshed og kriminalitet. En undersøgelse fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) viser, at hver tiende tidligere anbragte ung oplever perioder med hjemløshed, mens det kun gælder for en halv procent af de unge, der ikke har været anbragt. Dette indikerer, at der er behov for en mere specialiseret indsats og støtte, såsom Intensiv Case Management, for at håndtere de komplekse problemstillinger, disse unge står overfor.
En anden rapport fra Social- og Boligministeriet afdækker viden og erfaringer fra eksisterende efterværnsindsatser og fremhæver vigtigheden af at opbygge netværk og relationer ved overgangen til voksenlivet. Denne undersøgelse indgår i et større analysearbejde som led i nytænkningen af efterværnsområdet, beskrevet i aftalen ‘Børnene Først’.
Der er også en systematisk opsamling af dansk og international viden om unge, der forlader en anbringelse og indtræder i efterværn, som viser, at en struktureret og vedvarende støtte er afgørende for at sikre en positiv overgang til voksenlivet.
Vi ved, at det er af største vigtighed, at støttepersonerne i efterværnet altid er klar til at gribe ind, når der er behov for det. Derfor er det også vigtigt, at støttepersonen er tilgængelig, når der opstår behov, også lørdag og søndag nat. Det er vigtigt for borgerens tillid og tiltro til samfundet og til den nye livsvej, at de ved, at de altid kan række ud og få hjælp.
Vi ser desværre, at forløb, som er til gavn for borgeren – og i sidste ende samfundet – bliver afbrudt for tidligt. Måske har borgeren nået nogle fremskridt i aflæring af det gamle og indlæring af det nye, men den tid, det kræver at stabilisere borgeren og få automatiseret de positive vaner, bliver stærkt undervurderet.
Vi mener, at vi som samfund løber en kæmpe risiko, når vi ikke sikrer det nødvendige efterværn. Når en borger med en tung kriminel baggrund har viljen til at lægge sit liv om, er det et kæmpe tab for borger og samfund, at vi ikke systemisk formår at give det nødvendige efterværn. Med det nødvendige efterværn kan vi sikre de bedste forudsætninger for, at vores kriminelle medborgere kan lykkes med endelig at lægge den kriminelle livsbane på hylden.
