Filuka Celeste

Hvem er du?

Mit navn er Filuka, jeg er rapper, sangskriver og sanger. Jeg spillet i Københavns undergrund i et par år, på store og små scener. Jeg laver primært soul/hiphop og bevæger mig i alt fra melankolske toner til banger beats.

Mine tekster siger alt om mig. Jeg vil betegne mig selv som en ”ord nørd” både på dansk og engelsk. Jeg elsker at bruge tid på at formulere mine inderste tanker som jeg ofte først indser når jeg ser dem i blåt blæk på papiret foran mig.

Ud over det ligger mine tekster også tit vægt på den mere samfundskritiske side. Jeg er aktivist, og det er gennem min musik jeg føler jeg kan tale ud og sprede et budskab.

Jeg har arbejdet som rap, rim og flow coach i 3 år, undervist privat i studie indspilning i 4 år og så holder jeg foredrag af og til der omhandler min musik, teknik og min historie.

Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør?

Jeg bakker op om Life Changes fordi jeg synes vi mangler et forum for dem der føler sig lidt ved siden af. Vi lever i en verden hvor alt går så stærkt, at vi ofte glemmer at række hånden ud til hinanden, og anerkende at vi alle sammen er forskellige og alle har hver vores bagage med som vi slæber rundt på hver eneste dag.

Jeg nyder tanken om et sted hvor alle er velkomne og forskelligheder trives, dekorere hinanden, og får taletid.

jeg håber vi kan hjælpe hinanden med at bygge broer og lære at stå sammen, både i vores kreative rum, men også i hverdagen.

De værdier Life Changes har, kan jeg med sikkerhed stå indenfor, og derfor har jeg lyst til at bruge min tid og kreativitet til at være en del af projektet og bygge det endnu større.

Kan du relatere til udsatte borgere på kanten af samfundet?

i det miljø jeg kommer fra, findes der mange forskellige slags mennesker. Jeg har virkelig mødt mange på min vej, indtil videre.

Jeg ser så mange blive ekskluderet. Det kan være enormt svært at finde en plads i dette her samfund, når man ofte kun bliver mødt med fordomme og rynket næser. Det er ikke nemt at finde hjælp hvis det er det man har brug for.

Jeg har selv levet ”på kanten af samfundet”, og havde jeg ikke kunne klamre mig til musikken, var jeg sandsynligvis stadig dér.

Jeg synes musik er et vidunderligt redskab til at få reflekteret over de ting man går rundt med, et redskab til at trække vejret og lære sig selv bedre at kende.

Hvad ser du som den største udfordring i vores samfund med borgere, der er ekskluderet?

Jeg føler den største udfordring er, at vi hurtigt bliver delt op i grupper. Det er svært at være ”anderledes” i vores samfund, og man ryger hurtigt udenfor. Så ender man tit med at stå og føle sig forkert, men ingen af os er forkerte, vi har jo alle sammen lige meget ret til at være her, og vi er alle sammen mennesker. Vi tænker og føler forskellige ting, og det synes jeg er en styrke vi skal lære at bruge i fællesskab.

Mange af de mennesker der tager beslutningerne, har ikke levet det liv der skal til for at kende problemstillingerne. Og derfor er det så vigtigt at der kommer flere steder man kan gå hen, når man føler sig ekskluderet og ikke bliver anerkendt for den man er eller den man gerne vil være.