Hvem er du?
Mit navn er Nico Hagémann. Jeg er kunstmaler, og jeg er 26 år. Jeg har levet af min kunst, siden jeg var 18 år gammel. Jeg har mit eget studie, som jeg har haft de sidste 2.5 år. Jeg har tidligere haft studie på Nørrebro og har nu et studie i Nordsjælland. Jeg bruger størstedelen af min tid på at male, tegne og transformere det, jeg observerer og føler til fysisk form i form af billeder og skulpturer.
Jeg arbejder i psykologiske aspekter af kunst, hvilket vil sige, at jeg arbejder meget med, hvad man føler, og hvordan man føler, og hvordan man kan oversætte det. Det er en dybere måde at komme i kontakt med sig selv på. Det er både psykisk, men også hvordan man fysisk kan afbillede, hvad der er på sinde.
Hvorfor bakker du op om Life Changes som ambassadør?
Det gør jeg, fordi jeg synes, at Life Changes er et vidunderligt projekt. Jeg synes, der mangler nogle folk, som kan tage hånd om udsatte unge og udsatte borgere. Det er ekstremt vigtigt at have noget at stå ved som ung, når det hele blæser. Samtidig er det også vigtigt, at der er nogle, der rent faktisk vil gøre en forskel og ikke kun på grund af penge, men for at sætte noget i værk der skubber folk i den rigtige retning. Det, synes jeg, er et vigtigt projekt, og det er jeg meget taknemmelig for at kunne være en del af.
Kan du relatere til udsatte borgere på kanten af samfundet?
Det kan jeg. Jeg har, siden jeg var 16 år, klaret mig selv. Jeg tog fra min plejefamilie og flyttede ind til indre by, hvor jeg boede hos venner en masse forskellige steder. Jeg havde ingen penge eller nogen at støtte mig op ad, så der måtte jeg klare mig selv. Jeg har selv været på kanten af samfundet i en hel del år, frem til jeg blev ca. 19-20 år, så jeg kan rigtigt godt relatere.
Hvad ser du som den største udfordring i vort samfund med borgere, der er ekskluderet?
Den største udfordring er, at der udadtil er afsindigt meget hjælp at hente, men i virkeligheden er det noget helt andet. Der er en masse tilbud, hvis du selv har det store overskud til at blive kastet rundt i møllen. Det har man ikke altid overskuddet til, og jeg tror, at størstedelen af mennesker ikke har overskud til at køre igennem de ”hjælpe”-platforme, som vores samfund bygger op for ekskluderede borgere eller borgere, der er besværet psykisk eller fysisk.
Jeg synes, at der er et kæmpe problem i vores samfund, som gør, at folk, der har brug for hjælp eller er ekskluderet, ikke rigtigt har et sted at gå. Kommunen stiller en masse krav, som de ikke helt selv kan leve op til, og som borgere selvfølgelig heller ikke kan leve op til. Hvis man falder uden for kommunens ramme, så er det umuligt at få hjælp. Det er enormt frustrerende, og derfor er der mange mennesker, som sidder med en stor bunke lort, der kun bliver større.
Derfor synes jeg personligt, at det er vigtigt, at der findes nogle steder, som for eksempel Life Changes, som kan støtte op om folk og lytte til folk. Jeg tror, at noget af det vigtigste i livet er at blive hørt, når man har noget at sige. Det er blandt andet det, jeg selv arbejder med. Som kunstmaler er en stor del af mit arbejde at prøve at sige noget og blive lyttet til, og det er ikke altid, man lige kan blive hørt. Derfor er det afsindigt vigtigt at have nogle, der lytter. I vores samfund er der i virkeligheden ikke noget hjælp at hente, med mindre man mangler hjælp lige præcis inden for rammen.
