Peter Aalbæk

Peter Aalbæk

LIVET ER ANDET END DEM, DER TÆNKER SOM DIG SELV 

Filmmanden Peter Aalbæk er Life Changes` nye ambassadør, og fortæller her, hvorfor han nu starter et omfattende projekt, der skal kompensere for ‘min egen generations egoisme og synder’.

Interview af Kenan Seeberg 

Jeg kender godt det, at ingen vil have én, siger Peter Aalbæk, som ét af mange svar på, hvorfor han med glæde har sagt ja til at være ambassadør for Life Changes. Den 62-årige mand, filmproducent og stifter af filmselskabet Zentropa, har ikke altid været inde i varmen. Og den position han har opnået, som en af dansk films mest betydningsfulde iværksættere, har han selv tilkæmpet sig.

– Jeg har haft en drøm om at være noget med showbizz, siden jeg var 12 år gammel. Men dengang kunne det ikke lade sig gøre. Man kunne glemme alt om at komme ind de hellige steder, for der var lukket som en Berlinmur. Og indenfor var det forbeholdt børn af dem, der allerede var derinde, fortæller Peter Aalbæk.

– Jeg søgte ind til Danmarks Radio 130 gange og fik afslag. Så jeg kender godt følelsen af, at ingen vil have en. Det er en meget fæl fornemmelse. Så jeg måtte tage den lange vej rundt om, og stifte mit eget selskab, for at kunne lave det, jeg drømte om, uddyber Peter Aalbæk, der blandt andet lærte at spille trommer, spillede i band og arrangerede koncerter i Køge og omegn, før han endelig kom ind på filmskolens producentuddannelse:

– Så på grund af mine meritter kom jeg ind på Danmarks Filmskole i en ret sen alder som 27-årig. Blandt andet samtidig med min veninde Susanne Bier, som jeg har holdt sammen med siden som filmproducent, forklarer Peter Aalbæk, der ud over sit kendte job som filmproducent af utallige kasse-successer på det store lærred, også er fritidslandmand, og har en lille fritgående svinebesætning i Herfølge.

Da Life Changes’ udsendte taler med ham, afslører Peter Aalbæk, at han har et helt nyt projekt på bedding, der slet ikke har med film at gøre. Han vil bygge en by på Midtsjælland, inspireret af den danske andels- og højskolebevægelse, hvor der skal være plads og rum til mindst tre generationer, der kan vokse og bo sammen. Uden at det koster en formue, uden at de får stress, og hvor der samtidig er plads til ‘det der er lidt udenfor skiven’, som Peter Aalbæk formulerer det.

– Jeg bor syd for Køge, hvor jeg har et landbrug. Og så er jeg ved at etablere en by, hvor jeg i en sen alder vil prøve at kompensere lidt for min generations egoisme og for vores mange synder. Grundlæggende er idéen, at prøve at være noget for nogle andre end os selv.

– Vi ser jo desværre afsindigt mange, der er nervøse og angste og ikke engang kan gennemføre en almindelig dagligdag. Og det jeg prøver på, det er så at give et bud på en af løsningerne. At lave et sted, hvor vi gamle er i sving med at passe børn og landbrug og sørge for, at de sociale rammer fungerer. Så kan de unge drøne ind til København og tjene de penge, de synes, de har brug for.

– Grundlæggende er jeg bare så træt af, at mine jævnaldrende fandme er på ferie 4-5 gange om året. Det er jo sindssygt, hvad de bruger af penge på at fise til alle mulige eksotiske destinationer, og det er helt manisk. Som om de dybest set ikke aner, hvad de skal snakke om, eller hvordan de skal være sammen med hinanden. Og hvis de skal hente et barnebarn, så har de først tid om tre måneder. Det er jo lidt tosset, ikke? For hvem i helvede skal skifte ble på dem om 20 år? Altså det offentlige kommer ikke til det, så det er nu, der skal sættes nogle sociale bonuspoint i banken, konkluderer Peter Aalbæk, inden han fortsætter:

– Jeg husker i min barndom, at der stod altid en eller anden med en kost i hjørnet, på sådan et smedeværksted. Det var nogen, der havde brug for den tilknytning og livsbekræftelse det er, at være på en arbejdsplads – og være inkluderet af fællesskabet.

– Det kan godt være, de ikke fik særlig mange penge for det, men de stod der, og de havde det samme arbejdstøj på som de andre, og de mødte klokken syv om morgenen, og gik klokken tre – og der var nogen, der tog dem alvorligt. Og det var sgu dem, der sørgede for, at der var rent og pænt. Og til fyraften kunne de gå hjem med en fornemmelse af, at nogen havde brug for dem, siger Peter Aalbæk, der i alle årene, har ydet en social indsats på filmselskabet i Avedøre.

– På Zentropa har vi altid haft en lille håndfuld, der er kommet fra Kriminalforsorgen, altså i samfundstjeneste. Vi har haft folk med forskellige handicap, ud fra en filosofi om, at hvis det kun er alle de langbenede blondiner og smarte drenge, der arbejder her i en kreativ medievirksomhed, så kan vi ikke lave gode film.

– Vi bor i Avedøre med Avedøre Stationsby, som ind imellem er et hårdt plaget område med sociale problemer. Men jeg synes man har en pligt til at se virkeligheden, fordi man godt kan miste fornemmelsen for livets mangfoldighed, når man er i de smarte brancher, kommer de smarte steder og kun ser andre smarte mennesker.

– Jeg har altid syntes det er været skønt at blive mødt af en eller anden glad tosse med en kost, der står og råber et eller andet uforskammet efter mig, når jeg kommer. Det liv det giver til en ellers forudsigelighed virksomhed, at vi tillader os, at der kommer folk med nogle skrammer på sjælen og kroppen. Vi skal helst have en befolkningssammensætning i firmaet som matcher samfundet.

– Vores CSR-politik (Corporate Social Responsibility. Red.) bliver kørt af vores vicevært Viktor, som er flygtning fra Chile. Han var livvagt for Salvador Allende, og hang i en papegøjestand i en uges tid. Han siger, at fordi han fik chancen for at være vicevært, så vil han hjælpe andre, fortæller Peter Aalbæk, og vender tilbage til sit nye projekt med generationernes by, som han selv og hustruen Lise, løber en stor risiko med:

– Jeg bruger alle mine penge og pensionen på det her, og nu har vi bygget et forsamlingshus for at vise, at det er noget, vi tager seriøst. Så nu står der et forsamlingshus, hvor den her by skal kunne dyrke yoga og gymnastik om dagen, så er der aftensmad om aftenen, og man kan holde halbal om lørdagen.

– Hvis der ikke sker noget drastisk økonomisk, så må vi sælge vores hus og flytte derned og bo i en campingvogn. Men på en eller anden måde er det meget fedt i en alder af 62 år at sige, det er sgu da ligegyldigt. De fleste vil gerne sikre sig, men hvis der er et tidspunkt, hvor vi skal sætte alt på ét bræt, så er det da nu.

– Og faktisk ser det ud som om jeg har fået de lokale politikere og befolkningens opbakning, så lur mig om ikke vi ved juletid i år, kan sige, at det er noget vi starter, smiler Peter Aalbæk:

– Det kan jo ikke nytte noget, at vi alle sammen sidder og stikker hovedet i busken. Og de fleste vil det jo dybest set godt nok for både for sig selv og dem de møder på gaden. Der er jo ikke særlig mange rigtig onde mennesker i det her land. Men det hele smuldrer lidt imellem fingrene på os, når vi regner med, at det er de andre, der klarer ærterne. Det ordner samfundet. Altså bare vi betaler vores skat, så klarer samfundet problemerne uden, at vi behøver at gøre mere ved det. 

Peter Aalbæk smiler igen og kigger ud over barakkerne i Filmbyen, hvor han har sået de største danske film og tv-serier siden han stiftede Zentropa i 1992 sammen med Lars Von Trier. Fra ‘Riget’ over ‘Klovn’ til Carl Mørck-filmene. 

Men det kommende projekt er måske endnu større for den 62-årige mand.

– Min egen analyse er, at vi nok her i firmaet laver bedre film, og derfor tjener flere penge, fordi vi forsøger at omgive os med menneskets mange nuancer. Det kan ikke nytte noget, at alle der ikke passer ind i hamsterhjulet skal gemmes væk.

– De skal ud og være med, bo og arbejde mellem de almindelige danskere. Ellers skubber vi bare et meget stort problem til side, og dermed foran os, som ender med at blive meget mere voldsomt, meget dyrere og mere besværligt. Det er dybest set bare noget så gammeldags, som næstekærlighed og lidt opmærksomhed på at der er nogle ting i livet, som er så store, at vi skal holde dem i hævd.

– Så drømmen er at bruge de store ressourcer, der er i os mennesker, og få dem der er anderledes sat i sving sammen med de såkaldte “normale”. Og så lære de kommende generationer i den her by, at livet er andet end dem, der ser ud som dig, tænker som dig, og er som dig selv. Det er planen.