Søgen Efter Fællesskab: En Tragisk Vej til Vold og Stofmisbrug
Hvorfor bliver et ungt menneske del af et fællesskab, der begår vold? Hvad driver en person hen til miljøer, hvor der indtages stoffer, som nedbryder både krop og psyke? Tragisk nok er svaret ofte ”fællesskab.” For selv de mørkeste miljøer kan tilbyde en følelse af tilhørsforhold og anerkendelse, som mange unge længes efter, når de ikke føler sig set eller accepteret andre steder.
Det sociale instinkt er dybt forankret i os som mennesker. Vi har et grundlæggende behov for at høre til og blive anerkendt som værdige medlemmer af et fællesskab. Hvis vi ikke får dækket dette behov i samfundets etablerede fællesskaber som familie, skole, foreningsliv eller arbejdsliv, kan vi i desperation blive tiltrukket af subkulturer, der fremmer vold, stofmisbrug og andre destruktive adfærdsmønstre. Disse fællesskaber kræver ofte en negativ eller asocial adfærd for at opnå anerkendelse, og mange unge falder i denne fælde, fordi de føler, at de ikke er gode nok til at være en del af det øvrige samfund.
Når det etablerede system svigter, eller når unge ikke føler, at de kan leve op til de normer og krav, samfundet stiller, bliver alternative fællesskaber en tiltrækkende løsning. Her finder de en form for tilhørsforhold – selvom det koster dem deres fremtid, helbred og sikkerhed. Det handler ikke nødvendigvis om, at de unge ønsker at være voldelige eller afhængige af stoffer. Det handler om at finde et sted, hvor de føler sig accepteret, om det så kræver, at de går på kompromis med deres værdier og velvære.
Så hvordan bryder vi denne negative spiral? Det gør vi ved at tage de unges ønske om at være en del af samfundet seriøst. Vi skal anerkende deres behov for fællesskab og tilbyde dem alternativer, der giver dem en følelse af mening og værdi uden at kræve destruktiv adfærd. Det kræver en indsats fra samfundet som helhed – fra skoler, arbejdspladser, fritidsaktiviteter og familier – at skabe inkluderende fællesskaber, hvor alle føler sig velkomne og værdsatte.
I vores arbejde med udsatte unge stiller vi også krav. Det handler ikke om at lade dem slippe udenom konsekvenserne af deres handlinger, men om at støtte dem i at tage ansvar for deres liv. Vi ser dem i øjnene og siger ærligt, ”Jeg har din ryg.” Denne tillid er afgørende, for den unge skal vide, at der er nogen, der står ved deres side gennem deres rejse mod et bedre liv.
Ved at tilbyde støttende fællesskaber, som ikke kræver negative handlinger for anerkendelse, kan vi hjælpe unge med at finde deres plads i samfundet på en sund og bæredygtig måde. Fællesskab kan være en kraftfuld ting – og det er op til os at sikre, at det bliver en positiv kraft i de unges liv.
