Hvis man undersøger udviklingspsykologien, vil man bemærke, at der er 7-års-faser i ethvert menneskeliv. Derfor kalder man det også 7-års-krisen i et ægteskab, idet 35 % af alle skilsmisser sker inden for de første syv år i et ægteskab.
Lille punkt i loven men stor ændring i praksis
Det er nu 7 år siden at man ændrede mentorstøtten, således at denne blev målrettet de mest udsatte borgere. Denne ændring fandt sted i forbindelse med reformen af kontanthjælpssystemet, som trådte i kraft pr. 1. januar 2014.
Det skete gennem en omlægning af statsrefusionen og betød at staten fra 1. januar 2014 ikke længere gav refusion til mentorudgifter til de stærkere borgere. Til gengæld skulle personer, der ikke var i stand til at deltage i et aktivt tilbud, som minimum have en mentor som et særskilt tilbud.
Men i 2019 blev ret og pligt fjernet i loven af daværende minister, Troels Lund Poulsen. Mentorstøtte er i dag ikke længere et tilbud, men en understøttende indsats uden refusion fra staten. I dag kan mentorstøtte kun anvendes som supplement og støtte til den aktive indsats – hvori denne så end består.
Det er således op til den enkelte sagsbehandler at vurdere, om borgeren er berettiget til støtten. Desværre opleves det, at sagsbehandlere tager større hensyn til kommunale budgetter end den enkeltes behov.
Flere råbte vagt i gevær!
Denne manøvre blev forgæves kritiseret af flere interesseorganisationer under høringsrunden. På trods af at flere råbte vagt i gevær i forhold til de udsatte, og at støtten nu i større grad ville fravælges af kommunerne for at spare på udgifterne, gik protesterne mange Christiansborgpolitikeres næser forbi.
Dermed blev 7-års-krisen en realitet, hvor mentorordninger indenfor de første 7 år blev skilt fra beskæftigelsesindsatsen som et tilbud, der skulle hjælpe de udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet. Og netop de udsatte borgere er de største tabere i dette politiske makværk.
For baggrunden for beslutningen tyder på, at ministeren og partierne bag ikke har haft forståelse for mentorernes bidrag gennem de sidste mange år. Flere undersøgelser og evalueringer har nemlig vist, at disse ordninger har bragt udsatte borgere, herunder borgere med diagnoser, tættere på arbejdsmarkedet.
Indsatsen virkede efter hensigten
En analyse fra 2017 udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viste at mere end en tredjedel af de mentorforløb, der starter som forløb med mentor som eneste indsats, efterfølges af et aktivt tilbud. En fjerdedel af de mentorforløb, der efterfølges af en aktiv indsats, fører desuden til et virksomhedsrettet tilbud.
Vi taler her om mennesker, der var fanget i kontanthjælpssystemet som passive og via en mentor nu blev selvforsørgende. Analysen viste samtidig at ”Mentor som eneste indsats” ikke blev udnyttet i den udstrækning, det var intentionen i kontanthjælpsreformen.
17.000 personer i kontanthjælpssystemet eller ressourceforløb var passive i hele 2015 uden at modtage mentor som eneste indsats. Det er absolut resultater, som viser potentiale – især i betragtning af at hele ordningen blev iværksat på baggrund af vaklende forskning i 2014 hvor næsten ingen havde brugt mentorer i beskæftigelsesindsats før.
Fakta eller følelser?
Sådanne resultater berettiger ikke til afvikling – men udvikling. Alligevel foretog regeringen indirekte netop en afvikling ved at bortskære refusionen. I 2018 viste en DR- dokumentaren ”Hvor er min mentor” at der blevet fusket med midler og mentorordninger hvilket muligvis blandt grundene til beslutningen i 2019.
Der vil altid være brodne kar i et system – men vi bør sørge for, at indsatser baserer sig på fakta end følelser, når de skal revurderes, og at evidens for indsatser vurderes ud fra statistikker frem for anekdotiske argumenter.
Beskæftigelsesområdet er i forvejen en jungle fyldt med indsatser, visse uden nyttige evalueringer. Her var der til gengæld en indsats, veldokumenteret og resultatgivende, der blev ofret på bålet i et populistisk politisk spil, på baggrund af medieomtale uden retvisende præmis for ordningen.
Nu står udsatte borgere i en situation, hvor de bliver kastet ud i diverse aktivitetsindsatser som altid, men uden ret til mentorstøtte til at kunne gennemføre dem på bedste vis.
Vi bør i stedet revurdere indsatsen, udvikle den og tilbageføre den som et særskilt ret og pligt tilbud med tilhørende refusion. Dette ægteskab burde aldrig have været endt efter de 7 år, for der var ingen større krise, som ikke sagtens kunne have været løst med lidt parterapi.
