Mads er 24 år gammel. Han har et arbejde, en kæreste og to børn. Men han har også ADHD og en personlighedsforstyrrelse, ligesom han tidligere har været en del af et hashmiljø, hvor han endte ud med en enorm gæld.
Historien om Mads er om nogen en solstrålehistorie. Han har oplevet sin portion af modstand – en modstand, som de fleste på hans alder aldrig har været i nærheden af – men han har vendt denne modstand, og i dag lever han et godt liv.
Mads bliver som 11-årig diagnosticeret med ADHD efter en udredning. Mads fortæller, at han altid har været lidt mere fremme i skoene end de andre børn, han har været sammen med, men det er ikke blevet opdaget tidligere, da han trods sine vanskeligheder med koncentration altid har været med på det faglige plan.
Da Mads har fået sin diagnose, anbefaler hans daværende skole, at han skal skifte til en anden skole, idet de ikke mener, at de har ressourcerne til at have ham. Dette bliver starten på et mildest talt turbulent forløb. Mads har sammenlagt gået på otte forskellige skoler, heriblandt både folkeskoler samt en kokkeskole.
En overgang går det godt for Mads. Han får den rigtige medicin, og han har gennem kurser lært at håndtere sig selv og de udfordringer, han kæmper med. Dette varer dog ikke ved, for da Mads fylder 18 år, vil den kommune, hvor Mads bor i, ikke længere betale for den medicin, han har behov for. Medicinen koster 8.000 kr. om måneden, hvorfor det ikke er noget, Mads selv har nogen mulighed for at betale. I det hele taget er denne periode indbegrebet af turbulens, da han gang på gang skifter sagsbehandler, og hans sag kommer aldrig rigtigt videre.
Det er vigtigt at forstå, at medicinen har en stor betydning, hvis man har ADHD. Mads beskriver det således, at medicinen gør, at han ikke rigtig mærker, at han har ADHD – og på den måde kan han leve et normalt liv. Desuden fortæller han, at én af ulemperne ved ADHD-medicin dog er, at man bliver fuldstændig afhængig af det. Set i dette lys virker Mads’ problemer med kommunen endnu mere uoverskuelige – for hvad gør man, når det føles som om, at ens eksistensgrundlag trækkes væk under fødderne på en?
Som nævnt ovenfor lider Mads også af en personlighedsforstyrrelse, og dette blev først opdaget, da han var 19 år gammel. Mads forklarer lidelsen på den måde, at hvis han siger til sig selv, at han skal stå op næste morgen klokken 8.00, kommer han simpelthen ikke op klokken 8.00.
Dette er yderst vanskeligt i forbindelse med eksempelvis at skulle passe et arbejde, og Mads har derfor også haft problemer med, at han ofte har tænkt, at det er nemmere at blive fyret, fordi han ikke har kunnet overskue at tage af sted.
Han forklarer, at det ikke er noget problem, hvis man finder noget, man virkelig kan lide at lave, og hvis man får en god rutine – men har man ikke det, er det stort set umuligt at komme afsted. I hvert fald hvis man ikke har hjælp til det.
På et tidspunkt kommer Mads ind i et miljø med hash, fordi han, som han selv fortæller, vil afprøve et ukendt territorie af, ligesom han faktisk også bruger det som medicin i denne periode. Mads siger i dag, at noget af det bedste, der er sket for ham, er, at han er kommet ud af dette miljø, som ifølge ham ikke er givende i nogen henseender: Han fik ødelagt sin hukommelse grundet hash, og han endte ud med en uoverkommelig gæld.
Mads fortæller, at det er et nemt fællesskab at komme ind i, og derfor er der også mange med psykiske lidelser i miljøet; her kan de få den anerkendelse, de ikke får andre steder fra, ligesom de kan slippe væk fra en hverdag, der kræver meget af dem, netop fordi de har psykiske lidelser. Han tilføjer, at hvis man har ADHD, vil man ikke have nogen konsekvensberegning, hvorfor man bare gør det – og så kommer problemerne bagefter. Derfor er det et problem, at hash er let tilgængeligt, da der nærmest ikke er noget, der står i vejen for, at man falder i.
Da Mads var i dette miljø ramte han bunden. Han skulle væk – og væk, det kom han, takket være sin familie. Han boede på dette tidspunkt i Jylland, men han flytter til Sjælland, hvor en del af hans familie bor. Dette er et vendepunkt for Mads: Han får skiftet sin omgangskreds ud, og han får hjælp til at fokusere på uddannelse.
Denne proces var hård, men det endte ud med, at Mads fik vendt sin modgang – og han fik det endelig godt.
Mads er sikker på, at han aldrig ville kunne have gjort det alene. Det er der ingen, der kan. Og hvis man virkelig skal komme ud af et miljø med hash, kræver det hjælp – især hjælp til at få en ny omgangskreds, da man aldrig vil kunne komme ud af det, hvis ikke omgangskredsen skiftes ud.
I dag arbejder han på en ungdomsskole, hvor han kan bruge hele det forløb, han har været igennem til bl.a. konflikthåndtering, da han har fået stor viden på dette område. Derudover har han på den private front en kæreste og to børn.
Mads’ historie er derfor endt lykkeligt. Han kom ud af miljøet, og han har lært at leve med sine diagnoser, således at han har en meningsfuld hverdag. Sådan er det imidlertid ikke for alle, da det ikke er alle, der kan få den tilstrækkelige støtte og hjælp fra familie eller venner. Det ændrer imidlertid ikke på, at de kan have mindst lige så stort behov for hjælp.
Life Changes tilbyder et socialiserings-mentorforløb, der bl.a. er henvendt til borgere med psykiske diagnoser og misbrugere, hvor målet er varig selvforsørgelse. Dette opnås gennem en struktureret indsats, hvor borgeren hjælpes i gang med fritidsinteresser, samt får hjælp til at kunne begå sig i samfundet og på en arbejdsplads. Borgeren vil gennem forløbet kunne få fat på sin mentor hele døgnet rundt.
Tak til:
Mads T. Jakobsen for at dele sin historie
